Som behandler har Jesper Karle selv set de dystre konsekvenser af sygemeldte mennesker, som har fået ordineret en effektiv omgang ’isoleret ro’, så de igen kan blive arbejdsparate. Men disse mennesker får det ikke bedre, tværtimod.
Se også relevant uddannelse: Kognitivbaseret Mindfulness
– Jeg mener, vi skal have fred og ro, men det skal doseres på en ordentlig måde. Vi er nødt til at efterlyse en balance. Fordi vi er i en verden, hvor der stadig – overraskende nok – er en skadelig tendens til, at folk bliver isoleret i forhold til deres omverden, i forhold til deres arbejdsliv, når de udvikler en stresstilstand. Endda bliver mange allerede isoleret på arbejdspladsen inden, de sådan fysisk set bliver det i form af en sygemelding. De bliver afsondret fra fællesskabet, og denne her trin-for-trin udstødning, er vi nødt til at gøre op med.
Det er min egen skyld
Hvis udstødningen bliver pakket ind i fred og ro og mindfulness, så er det en meget dårlig behandling og nogle meget dårlige råd, som folk får, mener Jesper Karle. Men det hænger sammen med de myter, der knytter sig til området. Vores tankegang går nemlig ofte i retning af, at hvis vi bliver syge, så er det nok vores egen fejl.
– Det vil være en indbygget tankegang, man har, hvis man udvikler en stresstilstand: Jeg har gjort noget galt. Jeg har ikke levet op til forventningerne.
Og kombinationen af sådan nogle tanker og så en udvikling i retning af udstødning, det fører altså ikke til, at man får det bedre. Den form for fred og ro er ikke særlig sund.
En balancegang
For Jesper Karle er det fuldstændigt centralt, at vi finder balancen og får nogle klare holdninger til presset i samfundet. For vi skal hver især yde vores bidrag i det omfang, vi nu kan. Og vi skal passe på med at sige om os selv, at vi bliver konkurrencestatens fodsoldater, hvis vi følger med en udvikling.
– Vi er nødt til at følge med en udvikling, for vi har et samfund med krav, og vi kan ikke stå stille. Det giver ikke mening at stå stille, mennesket har jo udviklet sig altid. Men samtidig skal vi værne om os selv.
Som Jesper Karle ser det, er der i dag en ret trist mangel på effektive programmer, som rent faktisk fører til at folk kommer tilbage på arbejde efter en sygemelding. Og en del af disse programmer ledsages af fred og ro. Det vil sige, at man har noget, der bevæger sig på flere planer. En sygemeldt person kan godt få hjælp på ét niveau, samtidig med at hans velbefindende og funktionsniveau stadig ikke flytter sig, eller måske ovenikøbet forværres, samtidig med at han bliver mere og mere isoleret.
– En meget stor udfordring er, i det enkelte stresstilfælde, at finde ud af, hvad det er for en tilstand, personen har udviklet, og hvilken form for hjælp lige netop denne her person brug for.
Se også relevant uddannelse: Compassion Focused Therapy
Stressbetegnelsen er bred
En vigtig pointe er at sige, at der bagved stressbetegnelsen gemmer sig alt muligt, lige fra meget alvorlig sygdom i den ene ende af skalaen, til noget som vi ganske enkelt ikke bør gøre til en sygdom, i den anden ende af skalaen. Vi er derfor hele tiden nødt til at fange balancen.
– At have én eller anden quick fix, one size fits all tilgang til folks behandling er at gå galt i byen, fordi folk har forskellige behov. Det handler om at finde ud af, hvem der har brug for en målrettet, specifik behandling, og hvem der har mere brug for en besked i retning af: ’Det her er en del af livet, sådan er det nu engang at være menneske og du er blandt venner, så vi skal nok sammen med dig opfange, hvis det her skulle gå galt.’
To sider af samme mønt
Jesper Karle pointerer dog kraftigt, at hvis hans budskab overhovedet skal have værdi, så er man naturligvis nødt til at forestille sig arbejdspladser, som tager opgaven at værne om sine medarbejdere alvorligt. For befinder man sig nu på et sted, hvor der er et decideret dårligt match imellem hænder og opgaver, eller hvor der er løbende fyringsrunder, så kan de ting, han kommer med, være relativt ligegyldige. Man kan ikke blot antage et ensidigt synspunkt.
En mønt har jo ikke kun én side. Den har altså to. Det vil sige, at i forhold til stressdiagnoser, så er man nødt til på den ene side at lade være med at sygeliggøre mennesker, som egentlig ikke fejler noget, men som måske sørger eller på anden vis er i krise. Og på den anden side må man ikke overse de mennesker, som går rundt med alvorlige psykiske lidelser, og som ikke har fået deres sygdomstilstand opdaget og behandlet. Begge dele vil være en lige stor fejl, ifølge Jesper Karle.
– Hvis vi kun har den ene side af mønten med, så er vi i endnu større risiko for ikke at opfange den anden.
Giv ikke op
Samtidig er han på ingen måde blind for, at det kan være nemt at forholde sig lidt opgivende til det hele, for også Jesper Karle kan blive en smule træt, når han oplever mennesker i ringe tilstand, men for hvem livet kunne blive langt bedre, hvis blot de fik den rette behandling. Dog er hans klare budskab, at det ikke nytter noget at læne sig sukkende tilbage med armene over kors og eksempelvis tilskrive alle vore problemer manglende ressourcer.
– Det er jo ikke nogen kunst at stoppe op og sige, at der er så meget bras omkring os, at det alligevel ikke kan betale sig at tro på, at det kan blive bedre. Dét er ingen kunst. Vi er altså nødt til ved fælles hjælp at finde en vej videre. Vi kan ikke lade denne her udvikling strande i ’mangel på ressourcer’. Vi kan jo i stedet vende det om og sige, at netop på grund af mangel på ressourcer, så bliver vi nødt til at sikre, at folk har det bedst muligt. Og vi har altså en udfordring i at holde folk fast også af hensyn til samfundet.
Det essentielle budskab er, at der rent faktisk er veje. Der findes veje, som virker og kan få den sygemeldte tilbage i arbejde igen. Hvad det handler om, er de rigtige koblinger imellem behandlersystem, kommune og arbejdsmarked. Og det er sådanne koblinger, som Jesper Karle i en årrække selv har været med til at udvikle på enkeltpersonsniveau og herefter sætte det op på en højere skala, for også at skubbe til en bredere udvikling. Og det kan lade sig gøre. Derfor er der heller ingen grund til at give op, lyder hans opfordring.