Se også relevant uddannelse: Specialistuddannelse for myndighedssagsbehandlere

Skiftende socialministre har bedyret, at nu skulle det være slut med at høre om børn, der ikke får den rette hjælp fra kommunen og alligevel måtte Rigsrevisionen i 2015 slå fast, at det på trods af de mange lovændringer og forskellige implementeringstiltag ikke var lykkedes de forudgående 8 socialministre at få kommunerne til at træffe lovlige og saglige afgørelser.

Der er imidlertid ikke tale om et nyere fænomen. Den store lovændring i 1993 skete også på baggrund af diverse undersøgelser, der påviste, at området allerede i 1980’erne var præget af afgørelser og indsatser, der ikke var funderet på et tilstrækkeligt sikkert oplysningsgrundlag. Lovændringen i 1993 skulle derfor mindske risikoen for magtfordrejning og vilkårlige afgørelser og dermed sikre en mere relevant hjælp til de udsatte børn og deres familier. Det ønske, kan man altså langtfra sige, er indfriet.

Hvad er der galt?

Jeg synes, vi skylder vores mest udsatte børn, at vi nu får gjort noget effektivt ved problemerne, og da stort set alle undersøgelser har peget på helt basale sagsbehandlingsmisforståelser og fejl som det gennemgående og væsentligste problem, er vi nødt til arbejde målrettet med sagsbehandling som selvstændig disciplin.

Det er de grundlæggende forvaltningsretlige principper og regler, der ikke kendes og overholdes i den kommunale sagsbehandling. Der mangler forståelse for hjemmelskrav, saglighed, proportionalitet og processuelle reglers betydning for et sagligt forvaltningsarbejde. Dermed mistes forståelsen for, at det er disse forvaltningsretlige regler, der er forudsætningen for ”den korrekte afgørelse”, som både skal sikre barnet den rette hjælp og sørge for tilstrækkelig retssikkerhed for hele familien i mødet med kommunen.

Hvis en markant bedre indsats over for de udsatte børn skal opnås, må den kommunale sagsbehandling altså ændres og forbedres ganske betragteligt. Det kan efter min opfattelse kun ske, hvis alle, der arbejder med området, enes om at ændre på forudsætningerne for de kommunale sagsbehandleres arbejde.

Det er imidlertid ikke en helt enkel opgave og hvis det skal lykkes, forudsættes både enighed, vilje og fælles indsats på flere niveauer.

Hvad kan gøres?

Én ting er helt sikker! Børnesagerne er ikke blevet mindre komplekse med årene, og der er intet, der tyder på, at de problemstillinger børn og deres familier kæmper med, bliver nemmere at håndtere fremover. Så vi skal væk fra troen på, at ”der bare skal et nyt redskab ned i værktøjskassen”, hver gang vi står over for en ny skandalesag.

Derfor må fokus rettes mod, at sikre, at sagsbehandlere kan håndtere sagernes kompleksitet på en sådan måde, at de inden for rimelig tid kan oplyse en sag relevant og tilstrækkeligt til, at ”den korrekte lovlige afgørelse” kan træffes. Det er ikke nogen nem opgave, men hvis der kan skabes enighed om problemstillingen, bør det kunne lade sig gøre.

På baggrund af mine mere end 30 års erfaring på området vil jeg pege på, hvad jeg ser som de væsentligste forudsætninger at opgaven kan lykkes.

Se også relevant uddannelse: Specialistuddannelse for myndighedssagsbehandlere

Kompleksitet som vilkår

Vi har en skov af regler og vejledninger, som naturligvis forventes overholdt og fulgt af praksis. Man behøver dog ikke bevæge sig alt for langt ind i organisationsteorierne for at forstå, at sagsbehandlingsproblemer sjældent løses ved at tilføje flere krav og regler til et område, der i forvejen har dokumenteret besvær med at overholde gældende regler og krav.

Risikoen for, at sagsbehandleren helt mister overblikket og lysten til at følge anvisninger, er stor, og en velkendt strategi i den situation er, at sagsbehandleren laver overspringshandlinger for at kunne få enderne til at nå sammen.

Med tiltagende kompleksitet og krav er der derfor stor risiko for, at sagsbehandleren – for dog at få truffet en afgørelse og ”handlet” – slækker på de mange regler og krav, bukker under for presset og hopper over, hvor gærdet er lavest.

Sagt på en anden måde foretager sagsbehandleren det, man kan kalde handlingsforkortelser i sagsoplysningen med den følge at undersøgelsesarbejdet kortsluttes, før grundlaget for at træffe afgørelse er fuldt tilstrækkeligt. På et område, hvor vore mest udsatte børn forventes at få den rette hjælp, er det naturligvis helt afgørende, at dette ikke sker.

Love og regler:

Så, der er ingen vej uden om. Kompleksiteten SKAL kunne håndteres og første og vigtigste forudsætning er selvfølgelig en lov, der er overskuelig og lever op til de krav, der er forbundet med en praktisk anvendelig lovgivning. De enkelte regler skal være klare og kunne forstås og de må ikke efterlade for megen usikkerhed, hverken om hvad der er hjemmel til eller hvilke hensyn, det er lovligt at forfølge.

Når kommunen tillægges en hjemmel, er det bydende nødvendigt, at lovgiver skaber så præcis klarhed som overhovedet muligt over, hvor langt hjemlen rækker og hvordan den forholder sig til andre relevante love og regler, så sagsbehandleren ikke efterlades i ”et retligt dilemma”.

Der er desværre en del regler i serviceloven, der ikke lever op til dette krav. Èt eksempel blandt flere er de regler, der pålægger kommunen at afholde en samtale med barnet uden at forholde sig til forældreansvarslovens regler om forældremyndighedsindehaveres ret og pligt til at træffe afgørelser på barnets vegne.

Udover de konkrete problemer, er det et grundlæggende problem, at sagsbehandleren hele tiden skal forholde sig til nye krav og regler og dermed ikke får ro til at opbygge en nogenlunde stabil praksis.

Styring af området:

Det er på tide, at vi forlader troen på, at vi får bedre socialt arbejde gennem tæt målstyring, indberetninger og udfyldelse af diverse skemaer. Under saneringen af loven kunne man derfor med fordel luge ud i en række af de specifikke sagsbehandlingskrav, der i dag måles på. Det er på tide at indse, at en afkrydsning i en rubrik ikke sikrer en korrekt afgørelse.

Det skal i stedet gennem kendskab til og forståelse for de processuelle reglers betydning for en afgørelse sikres, at disse regler bliver integreret i forvaltningsarbejdet som en forskrift, der er med til at sikre den korrekte afgørelse – og ikke som et appendix, der mest er til besvær.

Se også relevant uddannelse: Specialistuddannelse for myndighedssagsbehandlere

Uddannelse:

På trods af Børneudvalgets klare anbefalinger har vi i dag en socialrådgivergrunduddannelse, hvor klassisk sagsbehandling ikke er en selvstændig disciplin, hvor jura er afskaffet som undervisnings- og afprøvningsfag og hvor de studerende således ikke opøves eller afprøves målrettet i det at føre en journal eller træffe en (korrekt) afgørelse.

På både Diplom- og Masteruddannelsen er man gået samme vej med det resultat, at heller ikke disse uddannelser har konkret fokus på den kommunale sagsbehandling og juraens betydning i denne sammenhæng.

Det er derfor nødvendigt igen at se på studieordninger for socialrådgiveruddannelsen og denne gang tage et klart udgangspunkt i, at der uddannes til en profession, hvor det er en forudsætning og et hovedkrav, at den uddannede både har viden, kompetencer og færdigheder til at kunne forestå offentlig sagsbehandling.

Ankeinstans:

I dag har vi én ankeinstans, der løser en lang række opgaver inden for børneområdet. I denne sammenhæng optræder Ankestyrelsen, udover at behandle klagesager, også som både rådgiver, undersøger, konsulent og underviser. Der er derfor en meget stor fare for, at Ankestyrelsen så at sige bliver fedtet for meget ind i den kommunale praksis. Parret med den kendsgerning, at der i de senere år er ansat et stort antal nyuddannede jurister, har det betydet, at en række af de rådgivende svar og afgørelser, der gives i bedste fald er tvivlsomme og i værste fald er direkte forkerte.

Det er et meget stort problem for den kommunale sagsbehandler, at der således ikke er relevant hjælp at hente. Et afledt problem er naturligvis, at sagsbehandlere mister respekten for de svar og afgørelser, der kommer fra Ankestyrelsen og så er der endnu større risiko for, at kommunerne gør, hvad de selv synes, giver mest mening – og det fører som bekendt ofte til ulovlige afgørelser.

Praksis:

Det er bydende nødvendigt, at ledelsen i den enkelte kommune reelt understøtter et relevant sagligt arbejde, viser respekt for det lovgrundlag, der gælder og frisætter sagsbehandlerne til at foretage de sagligt funderede undersøgelser, vurderinger og konklusioner, der er afgørende for, at barnet og dets familie kan få den hjælp, der er behov for. Sagsbehandlerne skal styrkes i en metodisk tilgang til sagsarbejdet og i den forbindelse opøves i at internere et juridisk perspektiv i det konkrete sagsarbejde.

Hvad gør vi?

Hvis vi ønsker en markant forbedring af kvaliteten i indsatsen over for de socialt udsatte børn og deres familier, skal en række forudsætning således være til stede:

• en forenklet og klarere lovgivning
• fokus på sagsbehandling i grund- og efteruddannelse
• forståelse for, at sagsbehandling skal opøves målrettet som selvstændig disciplin
• sikring af mulighed for uvildig og saglig rådgivning til kommunerne

Herudover kan det overvejes, om der skal stilles særlige krav til ansættelse inden for børneområdet – fx en specialiseret efteruddannelse i sagsbehandling. Det kan også overvejes at indføre krav om autorisation og/eller krav om praksiserfaring fra andre typer sagsarbejde inden ansættelse inden for området.

Specialistuddannelse fra Seminarer.dk

Seminarer.dk tilbyder lige nu en Specialistuddannelse for myndighedssagsbehandlere, hvor du bliver specialiseret i at håndtere børnesager.  Uddannelsen byder på nogle af landets absolut førende specialister, så du kan være helt sikker på at få maksimalt udbytte af uddannelsen. Læs mere her.