Se også relevant forløb: Sådan skaber du værdi i dit samarbejde
Bogen indeholder både afsnit, der retter sig specifikt mod teamlederen, og afsnit, der henvender sig til menige medlemmer af teamet. Jeg vil dog mene, at alle afsnit kan bruges af enhver, der indgår i arbejdsrelaterede teams på den ene eller anden måde, fordi bogen netop henleder opmærksomheden på, hvad mennesker i forskellige magtmæssige positioner skal have for øje. Selve det at have denne opmærksomhed på, hvad ens samarbejdspartnere har af udfordringer, er helt sikkert en god grundsten i forhold til et styrket samarbejde. Således har bogen både givet mig opmærksomhedspunkter, jeg selv kan arbejde med, samt perspektiver på det at facilitere et konstruktivt samarbejde i teamet, som jeg kan tage op med min leder. Og så introducerer Reintoft begrebet ”medarbejderskab” og det ansvar, der ligger i denne position, lige så vel som der ligger ansvar i ”lederskab”.
“Kort & Godt Om Samarbejde” opsummerer grundigt alle de emner, jeg allerede vidste var vigtige for samarbejdet på arbejdspladsen og føjer flere til. Her kan fx nævnes Appreciative Inquiry, positiv psykologi, personlig ledelse, systemisk forståelse, den narrative tilgang, psykologisk tryghed mm. Emner, der peger hen imod grundpillerne kommunikation og tillid. Omkring tillid fremhæver Reintoft at: “tillid er ikke noget, vi kan kræve af andre. Det er noget vi giver til hinanden. Ikke blindt, men bevidst’”(s. 47), og om kommunikation, at: “passive og nonverbale former for kommunikation er også en del af de sproghandlinger som er til stede, og som betyder noget for vores samarbejde og relationer’”(s. 47). Ofte indeholder bogen henvisninger til litteratur, der går mere i dybden med de enkelte emner, hvilket giver rigtig god mening, da formatet jo netop lægger op til blot at skitsere de relevante fokusområder frem for at udpensle de enkelte.
Jeg var meget glad for at se, at Reintoft også kommer ind på, hvordan landets nedlukning under Corona-pandemien har påvirket mulighederne for at samarbejde på arbejdspladsen (på godt og ondt), ligesom hun kommer ind på, hvor udfordret netop kommunikation og tillid bliver, når en arbejdsplads er under pres. Desuden er der et helt afsnit om omsorgstræthed, hvilket er et enormt vigtigt emne inden for netop mit fagområde og derfor helt essentielt at komme ind på, når man drøfter samarbejde. Reintoft understreger, at: “det er efterhånden velbeskrevet i litteraturen, at der i særlig grad kan opstå forråelse i samarbejdsmiljøer, hvor man arbejder med mennesker’” (s. 62), og hun kommer også ind på, hvordan teamets måde at forholde sig til fejl på får betydning for tilliden i samarbejdet.
Løbende igennem bogen er der små håndgribelige huskelister, fokuspunkter, samarbejdsøvelser osv., som læseren kan anvende i sit virke frem imod at styrke samarbejdet på sin arbejdsplads. Der er også refleksionsskemaer, som kan benyttes af én selv eller tages med til teamet som et oplæg til for alvor at få snakket om det svære samarbejde. Som Reintoft skriver: “Hvis vi ser det som en naturlig del af det at samarbejde, at vi løbende må tale om selve samarbejdet (fordi det sjældent giver sig selv), kan vi drøfte nye ideer og tiltag i fællesskab, som gør, at vejen igen bliver farbar’”(s. 30). Desuden er der flere praksiseksempler, som gør det nemt at perspektivere teorien til andres og egen praksis.
På min arbejdsplads har vi flere af bøgerne fra ”Kort & Godt”-serien stående, og her vil jeg bestemt mene, at denne bog passer godt ind. Ligesom de øvrige bøger i serien giver den en god intro til et vigtigt emne, og alt efter hvor interesseret man er i emnet, kan man så vælge, hvorvidt man vil lade sit kendskab til emnet blive ved bogens indhold af basisviden eller bygge videre på denne, fx vha. litteraturanbefalingerne.
Afslutningsvis vil jeg fremhæve mit yndlingscitat fra bogen, som omhandler den enkelte medarbejders forskellige forudsætninger for at indgå i samarbejde: “I teams og arbejdsgrupper er det meget forskelligt, hvor meget hvert enkelt temmedlem har arbejdet med sig selv på dette følelsesmæssige niveau. Det er også meget forskelligt, hvad den enkelte har medfødte talenter for, og hvad han eller hun har lært igennem sin opvækst. Et menneskes første erfaringer med at indgå i en gruppe gøres i familiegruppen. Denne oprindelige erfaring med roller og mønstre tages med videre som en implicit erfaringsbund, når vi senere i livet indgår i grupper på vores arbejdsplads. Derfor har vi også vidt forskellige forudsætninger for at indgå i samarbejdsprocesser på arbejdspladsen. Og vi må forvente noget forskelligt på baggrund heraf” (s. 44).
God læselyst – og god vind med at facilitere det gode samarbejde på netop din arbejdsplads fremover!
Se også relevant forløb: Sådan skaber du værdi i dit samarbejde