Når et barn anbringes, skal der træffes afgørelser om, hvordan barnets samvær med dets forældre og øvrige netværk skal organiseres. Ofte vil der være vigtige overvejelser og faglige vurderinger, som skal ligge til grund for de beslutninger, der tages, og der vil være mange aspekter af barnets liv at tage hensyn til – og i den forbindelse også svære dilemmaer.

Det er derfor et meget vigtigt– men også ofte et lidt overset – element i organiseringen af barnets anbringelse. Organiseringen af barnets samvær kan være medvirkende til, at barnet kan bringes i den nødvendige udvikling, som formålet med anbringelsen foreskriver, eller modsat at barnet fastholdes i  uhensigtsmæssige mønstre og dermed forhindres i at udvikle sine evner til at indgå mere fleksibelt i relationelle sammenhænge.

Et barn udvikler i sine første leveår særlige mønstre for, hvordan det indgår i kontakt og relationer med andre, og disse mønstre præger barnet igennem det meste af dets liv. Barnet udvikler såkaldte tilknytningsmønstre, også kaldet indre arbejdsmodeller (J. Bowlby, 1981), for måder at udvikle og indgå relationer på. Kvaliteten af et barns indre arbejdsmodel er en vigtig individuel faktor for, hvordan barnet udvikler relationen til andre, og hvilke frustrationer eller grader af stress, det kan tåle at udsættes for, uden at det øger barnets sårbarhed i denne sammenhæng.

Man taler om, at et barn kan udvikle:

• en fleksibel indre arbejdsmodel, som sætter barnet i stand til at fastholde egne erfaringer og give sine oplevelser form og udtryk. Børn med denne type indre arbejdsmodel antages at være mindre sårbare overfor skift og i højere grad at kunne orientere sig med deres eget bidrag i et samspil med andre. Når der er et ”psykisk rum” for barnets egen oplevelse, øges dets robusthed, og den fleksible indre arbejdsmodel kan dermed udgøre en beskyttende faktor.
• en ufleksibel indre arbejdsmodel. Denne fører som regel til utilpassede samspil, hvor gamle mønstre gennemspilles, uden at barnets egne tanker, følelser og oplevelser får sin egen form. Den ufleksible indre arbejdsmodel vedligeholder barnets sårbarhed og kan bringe barnets udvikling på afveje, hvis barnet ikke i sine daglige omgivelser oplever at indgå kontakt med voksne, som er følelsesmæssigt tilgængelige, og som barnet kan dele sine oplevelser, tanker og følelser med
• en uforenelig eller modstridende indre arbejdsmodel. Denne opstår i et barn, hvis der er modstrid mellem det, barnet selv oplever og de erfaringer, som omgivelserne (de voksne) legitimerer. Her vil barnet være tilbøjelig til at udelukke egne personlige erindringer, hvormed barnet overtager de erindrer, som omgivelserne formidler. Dette resulterer i, at barnet kan miste adgangen til at kunne mærke sine egne følelser og oplevelsen af selvfornemmelse. Dette får i løbet af barnets udvikling stor betydning for senere oplevelse af identitet, dømmekraft og tiltro til sig selv. Mange af disse børn opgiver at tage vare på deres eget indre liv med tanker og følelser. De bliver ofte meget vrede, vil selv bestemme og søger kontrol med andre mennesker.

Stress-sårbarhedsmodellen

Barnets måde at udvikle disse indre arbejdsmodeller på afhænger selvsagt af, hvilke typer af relationserfaringer barnet mødes med tidligt i sit liv – men det afhænger i høj grad også af, hvilke sårbarheds-/risikofaktorer barnet fødes ind i livet med. Dvs. biologiske, arvelige, graviditetsmiljøbestemte indre faktorer hos barnet, som er i spil i barnets liv, når det kommer til verden. Afhængig af hvilke omgivelser barnet fødes ind i, kan disse sårbarhedsfaktorer være medvirkende til at øge barnets risiko for at komme i en afvigende udvikling. Denne tænkning tager udgangspunkt i Stress-sårbarhedsmodellen (A. Carr, 2006), som angiver, at der indgår flere faktorer, der kan være medvirkende til, at et barn kan være særlig sårbart overfor stress eller besidde en særlig robusthed overfor stressorer i livet.

Det er derfor særligt væsentligt at gøre sig klart, at alle børn er født forskellige og kan reagere forskelligt på samme typer oplevelser. Det er således barnets individuelle sårbarhedsfaktorer og dets beskyttende faktorer sat i forhold til de eventuelle vedligeholdende faktorer, der ses i barnets liv, som kan forhindre barnet i at udvikle sig normalt. Og alt dette skal indgå i vores vurderinger om bl.a. samvær. Dvs. barnets samvær med forældre og pårørende skal tage udgangspunkt i det enkelte barns behov og forudsætninger for udvikling. Her kan der være tale om meget stor forskellighed mellem søskende, og det kan også have en stor betydning, hvilke udviklingsfaser barnet i øvrigt gennemgår, når vi skal vurdere barnets forudsætninger for at udvikle sig i sine relationer eller indre arbejdsmodeller.

Samvær –  som en funktion i anbringelsen

Når vi i fastlæggelsen af samvær skal tage udgangspunkt i barnets forudsætninger for at udvikle sig, skal vi som nævnt ovenfor inddrage vores viden om barnets indre relationelle arbejdsmodeller samt dets særlige sårbarheder overfor stress og de beskyttende faktorer i og omkring barnet, der kan gøre barnet modstandsdygtigt overfor stress. Dvs. det anbragte barns samlede behandlingsbehov og forudsætninger for udvikling. Alt dette skal sættes i forhold til en række vurderinger af, hvilke forudsætninger barnet har for at blive bragt i retning af større trivsel og udvikling, når det indgår samvær med sine forældre og pårørende.

Samværet skal være til barnets bedste, og der skal være en tydelighed omkring, hvad der i forhold til det fastlagte samvær er til barnets bedste, og hvorledes samværet kan understøtte formålet med anbringelsen. Det pålægger fagpersonerne omkring det anbragte barn og dets familie at inddrage samvær som en del af anbringelsen – dvs. at gøre det til et element eller en funktion i anbringelsen og dermed i behandlingen og udviklingen af barnet. Dette forudsætter en tydelighed omkring:

1. Hvordan der kan arbejdes med, at det konkrete samvær, barnet indgår i, har den fornødne kvalitet, varighed og indhold til at kunne understøtte barnets (behandlings-)behov.
2. At der skal ske en bearbejdning af samværets indhold både før, under og efter samvær med såvel barnet som hos dets forældre og pårørende.

De udviklingsstøttende samtaler  – som en del af anbringelsen

Fagpersonerne omkring barnet – dvs. plejefamilien, opholdsstedet, institutionen, socialrådgiveren, familieplejekonsulenten,  pædagogen, læreren osv. – skal gøre sig bevidste om, at de har til opgave  at understøtte barnets muligheder for at udvikle sig – ikke blot ved at sikre, at rammerne er tilstrækkeligt velorganiserede til dette, men også at barnets identitet skabes af de relationer, det indgår i og samtalerne om disse relationer. Her gives barnet mulighed for at give sine indtryk og følelser form og indhold, og der ligger dermed både en bearbejdningsmulighed for barnet i disse samtaler, men også en mulighed for at få erfaringer med det, man i psykologiens verden kan kalde intersubjektivitet og mentalisering – som en aktør i eget liv (H. Øvreeide, 2009).

Desuden vil det anbragte barns forældre og pårørende ofte også have brug for hjælp til, hvordan de bedst indgår i samtaler omkring deres kontakt til barnet, og hvordan de kan medvirke til at øge barnets muligheder for at komme i retning af større trivsel og udvikling. Det er derfor afgørende, at barnets forældre og pårørende inddrages som en del af barnets anbringelsesforløb – uagtet at barnet kan opleve store vanskeligheder ved at være i kontakt med sine forældre.

Nyere forskning viser med en vis tydelighed, at det anbragte barn ofte vil søge sit biologiske ophav før eller siden – uanset hvilke former for samvær, der har været organiseret i løbet af barnets anbringelse (I. Bryderup, 2017). Fastlæggelsen af samvær bør derfor inddrage dette perspektiv og dermed sikre barnet og dets forældre og pårørende muligheden for at indgå i en kontakt, der kan skabe de fornødne udviklingsmuligheder hos begge parter. Alternativt at understøtte muligheden for at være i dialog om det, de oplever som vanskeligt ved at være i en udviklende kontakt med hinanden.

For at samvær kan understøtte barnets udvikling i en anbringelse, er der behov for at betragte samvær som en særlig del af anbringelsen, der kræver individuelle vurderinger af barnets behov og forudsætninger for udvikling. Forældrene skal og bør inddrages og forpligtes i, at de også har en medvirkende opgave i at understøtte barnets udvikling, og at de dermed gennem deres aktive deltagelse og kommunikation herom  bidrager til at fremme deres respektive muligheder for at udvikle eller reparere på deres relation, således at det kan komme både barnet og dets forældre til gode i deres fælles liv fremover.

Har du styr på Barnets Lov?

Når Barnets Lov træder i kraft i begyndelsen af 2024, betyder det, at børn, som er anbragt, får ret til at sætte samværet med deres biologiske forældre på pause. Så hvordan sikrer du barnets rettigheder, samtidig med at du er opmærksom på de udfordringer, der kan opstå ved, at samværet bliver sat på pause?

Det zoomer vi ind på sammen med  jurist Bente Adolphsen og psykolog Henriette Lieblein Misser, når de i januar og februar 2024 står klar på kurset “Anbragte børn og unge – Barnets Lov og samværets betydning for tilknytning og udvikling”. Nysgerrig på kurset? Så læs med her.

Der refereres til følgende forfattere i artiklen:

Alan Carr (2006): ”Child and Adolescent Clinical Psychology”

Inge Bryderup et al. (2017):”Familiepleje i Danmark”

John Bowlby (1981):”The origins of Attachment Theory”

Haldor Øvreeide (2009): ”At tale med børn ”