Af Tacha Elung, Inklusionskonsulent og supervisor
Med systemisk tænkning danner vi en helt ny måde at anskue problemerne på, og giver os selv redskaber til at tackle den mere udfordrende hverdag i en klasse og på en skole. Den systemiske tænkning giver os mulighed for at tænke i systemerne rundt om barnet med en anerkendende tilgang.
Se relevant uddannelse: AKT-/Inklusionsvejleder
Dette kræver en fælles referenceramme hos lærere og pædagoger, da det er en anden måde at anskue problemstillingerne på. Hvordan kan vi fremme den systemiske tænkning som et grundlæggende fundament, arbejde således at barnet ikke bliver løsrevet fra den helhed, hvor problemerne opstår og derigennem skabe mulighed for at opnå ændret adfærd og øget inklusion i fællesskabet?
Folkeskolen står overfor et krav om øget inklusion
Inklusion er en dialektisk proces, hvor man respekterer og profiterer af forskelligheder, og tilpasser sig hinanden i en anerkendende tilgang. Jeg har selv været afdelingsleder på en folkeskole i Hillerød, specialpædagogisk vejleder, og i virke som konsulent tager jeg rundt på forskellige skoler i hele landet og holder oplæg, foredrag og workshops om inklusion i teori og praksis.
Igennem dette virke står jeg gang på gang overfor professionelle lærere og pædagoger, der føler, at de mangler redskaberne til at kunne inkludere børn med adfærdsmæssige problemer eller ligefrem diagnoser og har derfor svært ved at se positivt på inklusion som begreb og mener, at det er udtryk for besparelser.
Selvom inklusion, med Salamanca erklæringen fra 1994 i hånden, måske nok er brugt som et skalkeskjul for besparelser på skoleområdet, ligger der stadig en ideologi bag ved den oprindelige inklusionstanke, som bygger på, at alle børn har ret til samme uddannelse og alle elever har krav på at blive inkluderet i fællesskabet.
Indenfor den systemiske tanke, anskues adfærdsproblemer ikke som problemer der er iboende barnet. Problemet kan ikke ses isoleret fra den kontekst, barnet lever i, og adfærd er noget, der opstår og udspiller sig i relation til andre. Derfor må man arbejde med hele eller dele af systemet.
Dette frigør dog ikke den enkelte for sin adfærd. Den enkelte er aktør i systemerne og påvirker systemerne lige såvel som systemerne påvirker den enkelte. Men de mønstre og sammenhænge der er i systemet, kan være medvirkende til adfærden, ligesom det kan være opretholdende faktorer.
Opretholdende faktorer er det der holder barnet fast i dårlige mønstre. Det kan dreje sig om klassedynamikken, enkelte kammerater, familien, skole-hjem samarbejdet eller fx lærerens relation til barnet. Læreren er den vigtigste faktor i det sociale system og derfor skal vi også være parate til at se på os selv og arbejde med vores relation og perspektiv på det enkelte barn.
Det er på denne måde en kulturændring, i den danske folkeskole, både for professionelle, børn og forældre, der skal gøre os i stand til at leve op til kravet om en skole, hvor alle børn har ret til uddannelse og fællesskab.
Det er kun gennem denne kulturændring, at inklusion virkelig vil lykkes ellers er der blot tale om rummelighed. Når vi rummer – går der tid fra ”de andre børn”, når vi rummer – slider det på voksne og børn og når vi rummer – profitere hverken børnene med særlige behov, de voksne eller andre børn af det.
Derfor er det vigtigt, at der sættes ressourcer af til efteruddannelse, kurser og lign. til både personaler og ledelser i de danske folkeskoler, sådan at der skabes en fælles referenceramme på skolen og sådan at personalet får kendskab og mulighed for at benytte specialpædagogiske redskaber, omsat til almen pædagogik, der vil sætte skolen som fællesskab, i stand til at kunne navigere og undervise i en inkluderende skole, hvor både faglighed og trivsel er i fokus. Dette vil skabe en dagligdag, der vil uddanne nutidens børn til både at have stærke sociale kompetencer og et højt fagligt niveau. Vi har brug for disse børn for at kunne sikre et samfund i en højest usikker fremtid.
