Hvis beboeren ikke oplever autenticitet og mentalisering fra behandleren eller pædagogen, virker behandlingen ikke, mener overlæge i psykiatri Morten Kjølbye.

Det har ofte heddet sig, at man som pædagog eller behandler skal være neutral og undgå at blande det professionelle og det personlige. Men den indstilling kan betyde, at patienten eller beboeren ikke føler sig set, hvilket er en forudsætning for at blive hjulpet.

Det mener overlæge i psykiatri Morten Kjølbye.

“Vi skal ikke være private med vores beboere eller patienter, men vi skal involvere os som personer i dialogen og relationen med patienten. Hvis hun ikke oplever en oprigtighed eller autencitet i kontakten, så virker vi som behandlere ikke troværdige, og dermed er der risiko for, at behandlingen ikke får så stor effekt. Man skal holde fast i, at man er behandler, og samtidig give patienten en oplevelse af, at hun kan have tillid til, at jeg vil hjælpe hende, og at det jeg siger, faktisk er noget, hun kan bruge. Vi skal have flyttet grænsen, så man skelner mellem at være personlig og privat i stedet for at skelne mellem at være personlig og professionel”, siger Morten Kjølbye.

Han giver et eksempel på mentaliseringsbaseret miljøterapi, hvor det personlige forhold og tilliden mellem en beboer og behandleren er afgørende:

Mentalisering i praksis

Vi er på et bosted, hvor en af beboerne, Peter, kører op under aftensmaden og begynder at skælde voldsomt ud.

“Som ansat er min første opgave at mentalisere Peter. Jeg skal overveje, hvordan det kan være, at han kører op lige nu, og her skal jeg være opmærksom på, at jeg selv er en del miljøet, så det kan være, at han reagerer på noget, jeg har sagt. Eller noget en medbeboer har sagt. Eller måske passer det ham ikke, at vi skal spise lige nu”.

“Når jeg er kommet frem til en forståelse, skal den formidles til ham på en måde, så han kan se, at jeg gerne vil hjælpe ham, og at det jeg siger, er noget, han kan bruge”.

“Han har nok en forventning om, at jeg ikke vil ham noget særligt positivt, når han har opført sig på den måde. Han forventer måske, at jeg irettesætter ham, så han er på vagt. Det er min opgave at få den vagtsomhed til at forsvinde, for at han vil lytte på, hvad jeg egentligt siger. Det gør jeg ved meget tydeligt at vise, at jeg har hørt, at han har det skidt lige nu og at jeg gerne vil tale med ham om det. På den måde får vi skabt et rum, hvor beboeren føler sig tryg ved, at jeg er der for at hjælpe ham. Det kræver, at jeg er tydelig, positiv og autentisk. Og endeligt skal man sige noget, som han kan tage imod og lære noget af, så han en anden gang kan stoppe op og se på, hvad der sker i stedet for automatisk at handle og blive vred”, forklarer Morten Kjølbye.

Se relevante kurser om mentalisering:

Styrk arbejdet med forældres mentaliseringsevne
Borderline og mentalisering – forstå sammenhængen mellem indre og ydre virkelighed
Styrk barnets tilknytning og læring – ud fra et mentaliseringsbaseret perspektiv

Mentalisering under pres

Pædagogerne eller behandlerne kommer i en situation som denne på en hård opgave, fordi de først selv skal mentalisere, dernæst skal de få Peter til at mentalisere, og tilmed bliver deres egne mentaliseringsevner typisk presset, når andre er aggressive. Reagerer man på aggressiviteten i stedet for at reflektere over den, får man en konflikt, som ikke fører til noget godt.

“Det, der sætter mentaliseringen under pres, er temperaturen i rummet, hvilket vil sige det emotionelle pres. Det kommer sig af den måde hjernen er konstrueret på. Når vi bliver pressede, er vi afhængige af de hurtigere fungerende områder af hjernen, nemlig det vi kalder det limbiske system, som er den følelsesmæssigt styrede del af hjernen. Den er langt hurtigere end vores kognitive del. Presset får os til at afskære forbindelsen til den del af hjernen, vi tænker med, og så responderer vi med en kamp/flugt-reaktion. Når temperaturen stiger, går hjernen altså offline, og evnen til at mentalisere forsvinder. Den eneste forskel mellem mennesker, der har det godt og mennesker, der har psykiske problemer, er lidt enkelt sagt mængden af påvirkning, der skal til, at temperaturen stiger så meget, at mentaliseringen går fløjten” siger Morten Kjølbye.

Psykiatriske patienters mentaliseringsevne bryder ofte sammen, og det skyldes ifølge Morten Kjølbye, at de har haft nogle oplevelser, som de ikke er i stand til at rumme. I stedet for at lytte til den følelsesmæssige respons, som kroppen giver, forsøger de at komme af med spændingen ved at handle, og det står i vejen for evnen til at mentalisere.

Empati og selvobservation

Det er to af de store ingredienser, som skal blandes for at få mentalisering.

Det forklarer overlæge i psykiatri Morten Kjølbye:

“Mentalisering er et meget bredt begreb. Den ene del af det er empatien: Hvis jeg skal kunne mentalisere et andet menneske, bliver jeg nødt til at kunne sætte mig ind i, hvordan han har det, fordi det giver mig en indsigt i den måde, han reagerer på. Samtidig skal jeg kunne observere mig selv udefra, for ellers kan jeg ikke vide, hvordan han ser mig. Så mentalisering er samtidigt at se den anden indefra og se sig selv udefra”.

Selvobservation er en vigtig del af mentaliseringen, fordi man skal have øje for ens egen rolle i den andens reaktion.

“Hans måde at reagere på handlede måske om, at jeg virkede vred, og hvis jeg kigger på mig selv udefra, kan jeg lettere observere det og mærke, at jeg reagerede lidt firkantet eller ufri”, siger Morten Kjølbye.

Se relevante kurser om mentalisering:

Styrk arbejdet med forældres mentaliseringsevne
Borderline og mentalisering – forstå sammenhængen mellem indre og ydre virkelighed
Styrk barnets tilknytning og læring – ud fra et mentaliseringsbaseret perspektiv