Bogen “Fra diagnoser til udviklingsstøttende kontakt” af Jytte Birk Sørensen er et velkomment bidrag til at nuancere forståelsen af og indsigten i børns udvikling i disse år, herunder at bidrage med værktøjer til at modvirke den stigende mistrivsel hos både børn og unge, som aktuelt debatteres. Ligeledes er forfatterens motiv at udfordre sygelighedskulturen, der er ved at vinde indpas i vort samfund, og agitere for en øget forståelse og fortolkning af børns adfærd alene ud fra barnets livssituation, fremfor at diagnosticere, som der er en stigende tendens til. Bogens indhold kan i al enkelhed beskrives med et citat fra dens omslag: Dyrk relationen så styrkes præstationen!
Se også relevant kursus med Jytte Birk Sørensen: Fra diagnoser til udviklingstøttende kontakt
Let at læse og forstå
Forfatteren formår, uden at det bliver tung teori, at redegøre for faglige begreber såsom mentalisering, tilknytningsmønstre, resiliens og udsathed samt for principperne for Marte Meo, for at nævne de mest fremtrædende. Dette sker med samtidig henvisning til den bagvedliggende forskning, så de af læserne, der har et ønske om at kunne fordybe sig i særlige fagområder, bliver guidet til litteratur, hvor yderligere forskningsbaseret viden kan hentes. Gennem hele bogen, der er opdelt i tre emneområder, er der i øvrigt løbende indarbejdet relevante eksempler fra praksissituationer med børn, der gør de enkelte begreber og handlemuligheder meget nærværende.
Det gennemgående træk i bogen og forfatterens grundsyn er, at ingen fagligheder og discipliner kan stå alene, når et barn i mistrivsel og dets familie skal hjælpes. Og at det er nødvendigt, at fejludvikling løses i et samspil mellem barnets forskellige arenaer. Betydningen af det bio-psyko-sociale videnskabssyn fremhæves, idet det anføres, at der ikke alene er behov for et tværfagligt fokus på samspillet mellem de tre discipliner men i lige så høj grad på de processer, der bevæger sig ud over de faglige discipliner.
Gode eksempler fra praksis
Forfatteren giver eksempler på – både teoretisk og ved beskrivelser fra praksis – hvordan en udviklingsstøttende kontakt til et barn i form af eksempelvis ændrede og sunde sociale samspil kan erstatte en eventuel (påtænkt) medikamentel behandling. Hvordan en tilgang med særlig opmærksomhed til og omkring barnet, med positiv bekræftelse og kærligt støttende samspil kan medvirke til at øge barnets sociale kompetencer. Det kræver et ændret perspektiv og syn på barnet og en bevidsthed om, at et stresset nervesystem samt svær livssituation hos et barn, har lighedspunkter med adfærd hos et barn med ADHD.
Så med henvisning til sidstnævnte vil jeg tænke, at bogen kan være en værdifuld kilde til alle, der arbejder med børn professionelt, da den både kan påvirke og skærpe indsigten i børns adfærd og udvikling samt øge bevidstheden om samt betydningen af et udviklingsstøttende samspil. Men ikke kun medarbejdere der arbejder med udsatte børn og børn i risiko vil kunne høste viden og inspiration. Også pædagoger i almenområdet vil kunne hente nyttige bidrag i bogen. Anskueliggjort med et sigende citat fra bogen: ”Det, der er godt for alle børn, er ekstra godt for børn i psykosociale risikomiljøer.” Med andre ord vil alle børn ”vokse af” at blive set, hørt og spejlet.
En praksisbog
Det er fortrinsvis en praksisbog, hvis eksempler på handling vil kunne omsættes i ens egen hverdag, men som litteratur til studerende vil den være oplagt også at anvende, eventuelt som appetitvækker til at kunne fordybe sig yderligere i de enkelte teorier og baggrundsviden.
Et ønske kunne være, at kommunalpolitikere ligeledes ville blive præsenteret for bogen, da den i så høj grad belyser (mindre) børns behov for nærvær og voksenkontakt – og at dette står i modsætning til de efterhånden snævre normeringer i børnehaver og vuggestuer, der ikke i tilstrækkelig grad matcher disse behov. Med mistrivsel hos de allermest udsatte børn til følge.
For mit eget vedkommende har jeg ved gennemlæsning af bogen fået nogle små indspark og påmindelser om at betragte barnet i sin HELHED. Om at øge nysgerrigheden omkring barnets hele person og livssituation. Der kan være en risiko for, når man får præsenteret beskrivelsen af et barn, at indsnævre synsfeltet og utilsigtet ”overtage” årsagsforklaring og definition af barnets vanskeligheder fra de voksne, der er sammen med barnet i det daglige. Dermed kan man komme til at negligere betydningen af andre væsentlige livsforhold, der kan have indflydelse på trivslen.
Som det påpeges i bogen “Fra diagnoser til udviklingsstøttende kontakt”, er en eventuel diagnose et individuelt billede; skal barnet hjælpes relevant, er der behov for at se det i en bredere sammenhæng, således at betydningen af kontakt og relationer kommer mere i fokus.
Se også relevant kursus med Jytte Birk Sørensen: Fra diagnoser til udviklingstøttende kontakt
