Artikelserie 2 ud af 3 af: Lars Pedersen, forfatter af bogen “Er der en leder til stede?“En distanceleder må have opmærksomhed og indsatser rettet mod flere interessenter samtidig. Derfor er det afgørende, at den enkelte distanceleder har mod og vilje til at distribuere sin ledelse – dele den med andre. Ledelsesansvaret er entydigt lederens både i nærvær og på distancen, men i udførelsen i den enkelte medarbejders fortolknings- og handlerum må ledelseskompetencer og -kraft være hos medarbejderen.
Ledere og medarbejdere hvis vilkår er at få en helt eller delvis virtuel organisation til at fungere effektivt, må derfor have fokus rettet kompasset rundt.
Hele vejen rundt
Ledelse indad er ledelse af dig selv. Denne retning har fokus på, hvordan du balancerer dine personlige værdier og forståelser af, hvad god ledelse er i forhold til din daglige adfærd og dine prioriteringer. Tager du ansvar for hele din organisation på en sådan måde, at du både i nærhed og på distancen opleves at være oprigtig, tydelig og i balance? Prioriterer du tid til refleksion og sparring, således at du kan udvikle og kvalificere din ledelsesmæssige faglighed og/eller samarbejdskompetencer til at styrke sammenhængskraften på tværs af arbejdssteder?
Ledelse opad er at informere og påvirke sin chef. Sådan fungerer langt de fleste arbejdspladser. Der er situationer, hvor også du som medarbejder eller projektdeltager har brug for din leder til at få et råd, til at vende dine tanker eller til at kvalificere en beslutning, du skal tage. Det har vi alle behov for. Også den leder, du har på distancen. Hun har brug for, at du fra din position gør ledelse mulig. Distancemedarbejderen må bistå sin leder med informationer og fortolkninger af sit fortolknings- og handlerum, der hvor han/hun befinder sig i den kommunale, regionale eller statslige organisation. Når du leder opad, bygger du bro. Og jo bedre brobygger du er, jo mere sammenhængskraft kan I opnå.
Ledelse til siden er at samarbejde med og påvirke kolleger positivt til at I når jeres mål. Som distanceleder er du formentlig meget afhængig af, at der på det enkelte arbejdssted er et lokalt lederskab, som du må kunne fungere sammen med. Du har brug for ambassadører på institutioner og skoler eller i andre forvaltninger. En god ambassadør er din fortrolige. En, der forstår den mission og strategi du er ansvarlig for at rulle ud over for borgerne og det omgivende samfund.
Ledelse nedad er den direkte ledelse over for dine medarbejdere. Samtidig er det den enkelte distancemedarbejders borgervendte kommunikation med den syge, den gamle, eleven eller virksomhedsejeren – borgere der på vidt forskellige felter ønsker/kræver at få netop deres behov opfyldt. I ledelse nedad må lederen tale med sine distancemedarbejdere om, hvad disse har behov for at blive informeret om fra deres lokation, for at de kan udøve en relevant ledelse. De selvledende medarbejder må fra distancen gøre din ledelse mulig – de skal opfordres til at lede opad.
Relevante spørgsmål som skaber et godt grundlag
Når man arbejder som distanceleder, skal man kunne opbygge et åbent, tillidsfuldt og afstemt samarbejde med ens medarbejdere. Da man ikke er i nærheden af dem, bliver dette Alpha og Omega. Man kan med fordel stille en række spørgsmål til medarbejderne fra starten af, så der bliver skabt et godt grundlag for samarbejdet. Læs spørgsmålene her.