Blog af Anna Louise Stevnhøj, om børns seksualitet og hvor vi er på vej hen i det pædagogiske rum.

Jeg var fornylig inviteret til at holde et foredrag for forældre og medarbejdere i en kæmpestor børneinstitution i det sydlige Jylland.

Den pædagogiske leder indledte foredraget med at fortælle forældrene, at der havde været flere mulige emner for årets forældremøde. Det var blevet drøftet, at man kunne få en foredragsholder ud og fortælle om sprogstimulering – eller en der kunne tale om udvikling af digitale kompetencer. Men så var der en medarbejder, der havde spurgt, om man ikke kunne finde en, der kunne tale om numse- og doktorlege. Og det var de hurtigt blevet enige om. For som lederen sagde til forældrene:

”Alt det andet kan vi sagtens selv snakke med jer forældre om. Men det her – det fylder så meget for os i hverdagen, og vi aner ikke, hvordan vi skal tale med jer om det! ”

Det er ret betegnende for det, der sker for øjeblikket. Jeg har inden for det seneste halve år været involveret pressemæssigt i adskillige sager, hvor børn og forældre er blevet rodet ind i voldsomme shitstorme, der alle har haft en fælles reference: Usikkerhed omkring barnlig seksualitet.

Der var sagen fra Horsens, hvor to små drenge blev bortvist fra skole i en uge, fordi de havde flashet tissemænd i skolegården. Og så var der journalisten på bladet ”Vores børn”, der blev udsat for veritabel personhetz, fordi hun i bladet fortalte om en leg, hun legede med sin lille dreng, hvor de legede, at hun kom efter hans lille regnorm (tissemand) med fingrene (den sultne solsort). Det er hver især sager hvor man kan undre sig over de stærke følelser, der blev udvist. Men set i en større sammenhæng, er det faktisk ikke så underligt.

Vores kollektive viden om (normal) barnlig seksualitet er nemlig ret så sporadisk og bygger langt hen ad vejen på personlige holdninger, overleveret ”tavs viden” – og så er der gennem de seneste år blevet tilført en masse angst for overgreb og grænseoverskridelser. Seksualiteten er nemlig på en eller anden måde undsluppet den professionalisering, som ellers er skabt i den pædagogiske omgang med børn igennem de seneste 30 år.
En stor del af forklaringen er historisk.

Seksualitetens fader

Når vi taler om (barnlig) seksualitet i den vestlige verden, er det ikke overdrevet at sige, at alle teoriernes fader er Sigmund Freud. Freud udviklede på sine teorier om barnets psykoseksuelle udvikling gennem hele sin karriere, men han fastholdt vedvarende, at barnet har en seksualitet, og at den er grundlaget for den voksne seksualitet. Freud argumenterede også for, at det er nødvendigt at beskæftige sig med den barnlige seksualitets udvikling, eftersom denne udgør et vigtigt fundament i menneskets samlede psykiske sundhed.

Freud var i sin samtid ekstremt nytænkende, hvad angik seksualitet; man kan sige, at før Freud eksisterede begrebet seksualitet hos børn ikke. Freud blev også stamfaderen til de mere moderne teorier om seksualitet. Han havde stor betydning for den såkaldte seksualreformbevægelse, som udsprang af 1930´ernes kulturradikale bevægelse. I Danmark blev seksualreformbevægelsen stærk præget af social indignation, der især rettede sig mod behovet for oplysning om prævention. Læger fik i disse år dominerende betydning, herunder koryfæer som Kirsten Auken og Preben Hertoft, og de skabte sexologispecialet.

Men hvor den oprindelige psykoanalytiske tilgang altid tog udgangspunkt i barnet, blev barnet ikke så betydningsfuldt i nordisk sexologi. De store nordiske sexologer i perioden 1960 og frem interesserede sig primært for seksuelle dysfunktioner hos voksne samt for minoritetsseksualitet som homoseksualitet, transseksualitet mv. Det var her, forskningen og aktiviteterne foregik. Dertil kom aktiviteter omkring handicappedes ret til seksualitet og de pædagogiske arbejdsområder, der opstod omkring dette.

Barnet som en minivoksen

Man kan faktisk sige, at barnet i nordisk sexologi i årene for den seksuelle frisættelse i 1970’erne og 1980’erne, blev opfattet som en ”lille voksen”. Der opstod nemlig en opfattelse af barnlig seksualitet som ækvivalent til voksen seksualitet – bare i mindre målestok. Der var yderligtgående psykologer, som mente, at man svigtede børnene, hvis man ikke lærte dem at onanere, og der var voksne med seksuel interesse i børn, som frejdigt og offentligt hævdede, at voksne og børn sagtens kunne have sex med hinanden. Barnet skulle bare have mulighed for at sige nej, hvis det ikke havde lyst … I den mere uskadelige afdeling blev det populært at kalde børnehavens puderum for ”bollerummet”, og der blev produceret billedbøger, hvor børnehavebørnene på farvestrålende tegninger kunne se, hvordan det så ud, når de voksne bollede. Og i den seriøse afdeling blev der indført seksualundervisning i folkeskolen, og man snakkede om vigtigheden af ikke at skamme børn ud, hvis de interesserede sig for deres egen krop og deres kønsorganer.

I 1992 kom en lille bog fra Foreningen for Familieplanlægning ’Små børn er også sexuelle’ af den danske læge og sexolog Ole Risør, og han lagde i sin korte og lettilgængelige indføring i barnets sexologi væsentlig mindre vægt på de fysiologiske aspekter og mere på de psykologiske. Risør gennemgår i den lille bog barnets udvikling, og han er mere beskrivende, end han er normativ, selv om han opfordrer til, at man ikke skammer barnet ud eller straffer det, hvis det interesserer sig for sine kønsorganer, siger frække ord etc.

Han skriver også en diskret advarsel om ikke at acceptere grænseoverskridelser i frigjorthedens hellige navn:

”Først må vi erkende, at der er grænser for vores frigjorthed. Der er også ting, vi ikke vil have, at vores børn udsættes for. Vi har ret til at passe på, at vores grænser respekteres, såvel som vores børn (…) nogle børn synes, at bollelege er skønne, men andre bliver bange og har bestemt ikke lyst. Det er altså ikke noget i vejen med at bollelege, men der er noget i vejen, hvis barnet igen i fællesskabets navn bliver tvunget til noget, det ikke har lyst til. Så bliver det til overgreb”.

Ole Risørs bog blev slutningen på en epoke i dansk seksualoplysning. Det var den sidste bog om småbørns normale seksuelle udvikling, der udkom, før samfundsdebatten og den pædagogiske/psykologiske debat om seksualitet rettede sit fokus mod to store emner, der rejste sig i slutfirserne og begyndelsen af halvfemserne, nemlig AIDS-epidemien og erkendelsen af, at fænomenet seksuelle overgreb mod børn ikke blot var isoleret til enkelte ”blodskamsfamilier”, men skulle ses som et egentligt socialt problem, der også kunne opstå i samfundets institutioner.

Da barnlig seksualitet blev unormal

Det var ikke bare i Danmark, at mellemkrigstidens og efterkrigstidens interesse for frigørelse af den naturlige seksualitet gled i baggrunden til fordel for et andet fokus, nemlig seksuelle overgreb mod børn.

Det var nu ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt seksualitet hos børn var normalt – snarere om det enkelte barns seksualitet var normal. I USA blev man især optaget af, hvornår seksuelle udtryksformer hos børn var ”afvigende” og dermed kunne tolkes som symptomer på, at barnet eventuelt havde været udsat for seksuelle grænseoverskridelser.
Dette har betydet, at siden starten af 1990’erne har hovedparten af al forskning i seksuel adfærd hos børn handlet om seksuelle overgreb. Hvordan børn reagerer på seksuelle overgreb, hvordan børn kan behandles for seksuelle overgreb etc. Forskningen har altså med få undtagelser haft et problematiserende perspektiv. Det samme gælder den undervisning på pædagog- og læreruddannelserne, der har relateret til seksualitet hos børn. Den har handlet om forebyggelse og opsporing af overgreb,

Resultatet er, at vi ikke har en fælles generel definition af, hvad barnlig seksualitet egentlig er og går ud på, og at vi derfor støtter os til et miks af brudstykker fra forskellige psykologiske retninger og strømninger – godt blandet af angst for overgreb eller for at blive anklaget for overgreb. Og så er det, at pædagogerne bliver usikre, og at der opstår shitstom på Facebook, når en ung mor fortæller om en helt uskyldig leg, der involverer hendes søns tissemand.

Er du interesseret i arbejdet med angstramte børn, unge og voksne?

Vi har samlet alle vores kurser, uddannelser og artikler om angst her på siden: Angst-kursus oversigt

Mere gratis viden til dig…

Ønsker du flere lignende blogindlæg direkte i din indbakke, tilbud på bøger og aktuelle kurser, så tilmeld dig vores nyhedsmail. Gå til tilmeldingssiden for nyhedsmails – klik her>