Se også relevant kursus “Pædagogisk idræt i en neurosekventiel optik”

At opleve en traumatisk hændelse kan efterlade sår og skade på barnet både fysisk og psykisk. Men hvordan et barn påvirkes af traumer, hvilken betydning det får for det enkelte barn kan variere enormt meget, og kan gå fra ”klassiske” PTSD symptomer til multidimensionelle problemer. Der er flere faktorer af betydning for denne variation såsom traumetype, varighed, mønster, hyppighed og intensitet ved traumet. Tilstedeværelsen af ​​beskyttende faktorer og udviklende faktorer såvel hos barnet som i omgivelserne påvirker selvfølgelig også.

Børn med traumehistorier

Børn, der har oplevet gentagne traumer, kan have svækket og kompromitteret udvikling, struktur, organisering og funktion af hjernen. Børnene kan som følge af skift, vedvarende frygt eller kaotiske omgivelser have manglet eller fået afbrudt de gentagne, stimulerende og omsorgsmæssige oplevelser, der bidrager til organisering af hjernens strukturer og systemer. Børnene kan heraf få adfærdsmønstre, der er baseret på at håndtere et liv, hvor den væsentligste opgave er selvbeskyttelse og overlevelse frem for udforskning og udvikling, måske med manglende beskyttelse eller hjælp til at udvikle coping/mestringsstrategier. Bruce Perry beskriver, at barnets nervesystem ”tilpasser sig” disse omstændigheder.

Børn med komplekse traumehistorier kan således risikere at forblive i en fysiologisk og psykologisk selvbeskyttelse og overlevelsestilstand, endda også i de øjeblikke, hvor de ikke er udsat for fare. Barnet kan være fanget i, at hans/hendes følelser og kropslige fornemmelser skifter mellem at være oversvømmet af følelsesmæssig og/eller intens fysiologisk ubehag, til at være frakoblet og med nedsat funktion til at udtrykke og mærke fysiologiske og/eller følelsesmæssige tilstande; en tilstand, der af nogle betegnes som selve traumatologiens kendetegn.

Perry giver som overordnet rettesnor for betydningen af traumatiske oplevelser, at jo tidligere de forekommer i livet, jo mindre “(trigger)specifikke” og mere globale synes de deraf følgende vanskeligheder at være. Det traumatiserede barns vanskeligheder bliver herved mere generelle og mindre specifikt koblet til bestemte ting, personer eller situationer. Dette kan påvirke barnets fornemmelse af sig selv, hans/hendes evne til at selvregulere og måden at indgå i relationer på. Disse tilstande kan til tider blive misforstået af omgivelserne, og barnets selvbeskyttelsesstrategier, coping eller mestring kan måske tolkes ind i en diagnostisk eller sygdoms tankegang, med beskrivelser af barnet som værende aggressiv, manipulerende, impulsstyret, selvdestruktiv og lignende (efter Birck, Cho Guul og Jacobsen 2015).

Hvordan hjælper vi traumeramte børn?

Men hvordan i alverden hjælper vi disse børn mod en tilstand der er mere præget af tryghed, nysgerrighed og leg, så de mere trygt at møde verden, andre mennesker, udfordringer og fornøjelser? I en neurosekventiel forståelse søger man ikke efter den ”rigtige metode”. Der findes potentielt værdi i stort set alle modeller. Grundet den meget heterogene påvirkning traumer kan have på mennesker bliver det væsentligt med en grundig analyse i forhold til det enkelte individ og dets omgivelser, så indsatsen kan tilpasses i forhold til eks. intensitet, intimitet og dosering (frekvens/mønster).

Den professionelles løbende emotionelle afstemning til det enkelte barn og tilpasning af intensitet, intimitet og dosering i de konkrete samspil, er helt centralt i arbejde med børn og unge der har oplevet traumer. Dette er et komplekst arbejde hvorfor der er behov for modeller, der kan støtte dette, og give den professionelle og omsorgspersoner redskaber til at tilpasse sin praksis på en konkret og anvendelig måde. De neurosekventielle modeller er et bud herpå, der søger at støtte den professionelle i at skabe samspil der kan bringe barnet mod tryghed og nysgerrighed.

Nogle af disse modeller vil blive præsenteret på dagen “Pædagogisk idræt i en neurosekventiel optik” og sat i relation til mulighederne gennem arbejdet ud fra pædagogisk idræt.

Den svære og nødvendige samregulering

Illustrationen søger at indfange bevægelser som ”ledsagelse ind i comfort zone fra cold zone (grøn pil); og udfordring<->samregulering (blå pile)” overvældelse<->selvbeskyttelse (rød pil). De blå pile betegner bevægelser mellem der hvor barnet føler sig tryg og hvor relationer og udfordringer er genkendelige, tilpas docerede og mestres (comfort zone) til udfordringer barnet måske er på vej mod at mestre, men aktuelt er lidt nye, intensiteten er udfordrende og doceringen så barnet bliver presset en anelse, men ikke stresses eller overvældes. Situationen mestres altså ikke helt og kræver en deltager for at håndtere den og nænsomt lede tilbage til comfort zone inden barnet behøver at beskytte sig selv ved at trække sig tilbage til cold zone.

Det er helt afgørende at vi, når vi ledsager et barnet ud i udfordringer, hvad end det er kognitivt, motorisk, selvregulering eller relationelt, er opmærksomme på at etablere en comfort zone og have styr på samregulering; altså at den profesionelle/omsorgspersonen gennem sin regulering kan ledsage barnet til comfort zone.

Det kan være overvældende for et barn at være længe udenfor comfort zone eller endog blive efterladt i udviklingszonen, her ser vi ofte selvbeskyttelsesstrategier komme i spil. Omsorgspersonen forsøger at samregulere barnets negative emotioner, så det kan forblive i en tilstand af homøostase. På denne måde lærer barnet med tiden selv at regulere egne emotioner. Hvis omsorgspersonen ikke er i stand til at regulere sit eget stressrespons-system, er det problematisk for vedkommende at hjælpe barnet med at regulere sit. Får barnet derfor ikke mødt sine behov, efterlades det alene i en stressende tilstand med negative emotioner i længere tid ad gangen, hvilket kan betyde at udviklingen af stressrespons-systemet påvirkes (Schore, 2013).

Det væsentligste er først og fremmest at kunne identificere eller etablere en comfort zone (grøn pil). Ligeså væsentligt bliver det at etablere sam-reguleringskompetencer mellem barn og omsorgsperson. Med comfort zone og samregulering etableret bliver det trygt for såvel barn som voksen at træde ud i udviklingszone og afprøve udfordringer – her uden overvældelse for begge parter. I disse situationer risikeres ved for stor intensitet, manglende etablering af samregulering, over dosering eller fejltiming (”dagsform”). Her risikeres der en tilbagetrækning til ”cold zone”. Vi skal således tage afsæt i det barnet er tryg ved og mestrer, og gennem daglige små doser af udfordringer med tilpas intensitet ledsage barnet mod udvidelse af comfort zone – så det der tidligere var hot zone nu kan blive til comfort zone.

Lær endnu mere

På vores kursus “Pædagogisk idræt i en neurosekventiel optik” kan du lære endnu mere om de neurosekventielle modeller og pædagogisk idræt.