Forestil dig, at du pludselig rykkes op med rod og plantes i et nyt land – i ukendte omgivelser og blandt fremmede. Din velfærd er afhængig af, hvad disse fremmede finder rigtigt og forkert. Forestil dig, at når du synes at genkende en af disse fremmede, er denne ude af billedet igen, og du konfronteres med en ny fremmed. Forestil dig, at en fremmed skal gøre alle de ting for og med dig på den måde, som den fremmede finder rigtigt. Den fortrolighed med ting omkring dig, som ligger indlejret i din krop, er fjernet med et snuptag, og dit døgn er fyldt med fremmede hænder, stemmer, berøring, lugte og lyde…
Se også uddannelse i neuropædagogik
Dette er virkeligheden for de mange af vores medmennesker, som pga. demens, hjerneskade eller andre årsager over kort tid fravristes sin integritet og selvstændighed for at blive andre menneskers arbejdsopgave. Og så undrer vi os, når de råber, slår fra sig og forsvarer sig! Værdighed for et menneske er bl.a. at bevare sin integritet: dvs. selvbestemmelse og handlefrihed i sammenhæng med de værdier, man hidtil har levet sit liv efter. I et af de mest sårbare tidspunkter i livet forventer vi den største forandringsparathed!
Livshistorien
Livshistorien – eller snarere livshistorier – er et af de greb, du som fagperson og medmenneske kan bruge for at skabe tryghed omkring et kognitivt svækket menneske ved at fastholde og vedligeholde dennes tryghed i sig selv. Livshistorier i flertal, fordi vi skaber et væld af historier knyttet til hver eneste relation, vi bygger op og bryder gennem livet.
Familie, venner, kolleger, naboer, offentlige personer, fiktive figurer (romanhelte fx) osv. Alle disse historier fletter ind og ud af hinanden og holdes sammen af ”en gennemgående fortælling”, nemlig fortællingen om, hvem vi er, og hvad vi er til for. Gennem livet opstår mønstre for, hvilke elementer fra de utallige små fortællinger, vi vælger ud for at ”tykne” den gennemgående fortælling om os selv. Er det historien om mig selv som fighter, offer, frelser eller skurk, der danner kernen i mine valg? Hvilke begivenheder, som jeg deltog i eller bevidnede, fandt jeg væsentlige at tage med i min gennemgående fortælling om mig selv? Hvilke sejre, glæder, tab og skuffelser?
Nogle husker intet fra deres barndom, andre kan i detaljen erindre alt: lugte, stemninger, lyde, ord… Nogle folder sin historie ud fra en enkelt begivenhed, ”point of no return”, andre folder den ud som en række begivenheder, der betingede hinanden: Den dag bomben sprang, dén dag jeg blev student, dén dag jeg mistede mit barn, dén dag jeg fik tilbudt dette job…
Ingen tilgang til et menneskes livshistorie gælder alle. Dét, vi har fælles, er, at livshistorien – med alle dens understrømme af fortællinger – udgør hoveddelen af vores oplevede identitet. Jo ældre vi bliver, des større bliver fortællingens betydning. Resten af identiteten genskabes hver morgen i mødet med min mødige krop og alle rynkerne, mit drilske ben, min store – eller manglende – familie etc.
Det professionelle arbejde
Vi kan altså ikke forstå livshistorien som et mekanisk ”redskab”, der er ens for alle – som en dåseåbner lukker op for skattekisten – men mere som en måde at være sammen på. I stedet for at være en ”fremmed”, kan du være en relation, der skriver dig ind i en ny underfortælling i borgerens liv. Du kan komme til at ”høre til” i fortællingen som et menneske, der for en tid deler skæbne og liv med hovedpersonen.
Det handler om, hvorvidt du – med din tilstedeværelse – er i stand til at tilskrive mening til borgerens livshistorie eller fragmenter af den. Terapeutisk arbejde med livshistorien tjener det formål at skabe oplevelsen af værdighed og integritet i et dybt afhængigt menneske. Med den tilgang er det både udfordrende og sjovt at arbejde med livshistorie.
