Relationskompetence er en af kernekompetencerne indenfor det pædagogiske felt. At arbejde ressourceorienteret og understøtte børns udvikling af mestringsstrategier er i høj grad bærende elementer i lærere og pædagogers dagligdag. Men for mange børn er netop det at danne relationer og indgå i sociale sammenhænge en stor udfordring.

Det ved fagfolk, plejefamilier og andre, der har tæt kontakt til traumatiserede eller udsatte børn og unge. Det er velkendt, at arbejdet med denne målgruppe ofte er vanskeligt, fordi barnet eller den unge kan have oplevet langt fra optimale opvækstforhold i de formative år. De dårlige oplevelser, der er blevet en del af barnets måde at anskue sin verden og sine relationer på, spænder ben for etableringen af en tryg og udviklende kontakt.

Derfor er det ekstra interessant, at mentaliseringsbaseret behandling har samlet den nyeste forskning indenfor bl.a. udviklingspsykologi, systemisk teori, psykodynamisk teori og kognitiv teori om det udviklingsfremmende samspil.

Se også relevant kursus: Autisme og mentalisering

Al adfærd har mening

Mentalisering kan beskrives som en kompleks relationel evne, hvor der indgår forskellige psykologiske processer som fx kognition, emotion, intuition, empati og motivation. Men det kan ikke reduceres til eller forveksles med nogle af disse begreber enkeltvis.
Evnen til mentalisering er en forudsætning for at have vedvarende meningsfulde relationer og en stabil selvfølelse. Omsorgssvigtede og traumatiserede børn og unge har ofte en skrøbelig mentaliseringsevne, men mentalisering kan læres.

Professionelle skal have viden om traumers betydning for børns udvikling for bedre at kunne forstå og håndtere barnets adfærd på en konstruktiv og udviklingsfremmende måde. Mentalisering er at forstå ens egen og den andens adfærd ud fra de mentale tilstande, som ligger bag. Ved at mentalisere ser man den andens perspektiv samtidigt med, at man holder fast i sig selv.

Gennem mentalisering lærer man egne følelser og tanker at kende og forstår, at de er baggrunden for ens adfærd. Dette giver en fornemmelse af kontrol og selvbevidsthed. Mentalisering hænger tæt sammen med evnen til at regulere følelser. Mentalisering udvikles i barnets samspil med dets omsorgsgivere, og det har i sig selv en affektregulerende funktion.

Det ved specialist i børnepsykologi, Janne Østergaard Hagelquist, som i en årrække har arbejdet med behandling af børn, unge og familier, hvor der har været omsorgssvigt, overgreb eller vold. Som en af landets førende eksperter på området, er det interessant at høre Janne Østergaards kommentarer til mentaliseringsbegrebet og nogle af de problemstillinger, man møder i arbejdet med udsatte børn og unge.

Se også relevant kursus: Autisme og mentalisering

Janne Østergaard Hagelquist – 2 cases om at arbejde med mentalisering

Da jeg begyndte at skrive om mentalisering, ville jeg gerne finde en teoriramme, der var virksom til at forstå omsorgssvigtede og traumatiserede børn og unge, og som samtidigt gav konkret inspiration til, hvordan man kunne hjælpe med at bringe dem i udvikling.
Mentaliseringsbegrebet er meget meningsfuldt i mødet med udsatte børn og unge. Det er spændende at følge feltet omkring mentalisering, fordi der hele tiden er ny forskning og nyt sprog til at forstå de udsatte samt den pædagogiske og terapeutiske behandling af dem.

Case 1: Løgn

Det er svært at være rationel i forhold til løgne. Sikkert fordi det sætter gang i helt eksistentielle temaer, når vi bliver udsat for løgne, men kendskab til løgne gør det alligevel lettere at takle dem hensigtsmæssigt. Jeg vil illustrere dette med et eksempel på løgne.

En ung omsorgssvigtet og traumatiseret pige, der bor på en døgninstitution, går i behandling hos mig. En dag starter hun samtalen med at fortælle, at hun har haft en forfærdelig weekend. Hun begynder med det samme at græde, og da hun har samlet sig lidt, fortæller hun, hvordan hendes kæreste er blevet myrdet i weekenden. Hun beskriver malende, hvordan kæresten var blevet uvenner med nogle af sine kammerater i rockermiljøet, og lørdag aften dukkede kammeraterne op hos ham.

Kæresten ringede desperat efter min klient, som skyndte sig over til ham. Da hun ankom, fandt hun sin kæreste i en blodpøl. Hun beskriver, hvordan hun når at sidde med ham og holde hans hoved i sit skød, mens han udånder. Mens hun fortæller, er jeg rystet over indholdet af historien, men undrer mig også over, at jeg ikke helt kan mærke min klients smerte. Efterfølgende ringer min klients kontaktperson, og da jeg spørger til den myrdende kæreste, viser det sig at være purre opspind.

Først bliver jeg vred og frustreret og føler mig lidt dum, men jeg kommer i tanke om, at det nok er en dækhistorie. Jeg spørger derfor nysgerrigt ind til, hvad pædagogen tænker. Hun fortæller, at den unge pige i weekenden har været på hjemmebesøg hos sin far, som er narkoman, og pædagogen beskriver, hvordan historien ligner virkeligheden lidt, da pigen ofte har siddet med sin far, når han havde taget en overdosis og var ved at glide væk fra hende.

Se også relevant kursus: Autisme og mentalisering

Case 2: Transgenerationelle Traumer

Et andet tema jeg har været optaget af er transgenerationelle traumer. For tiden kører serien 1864. Den er et eksempel på, hvordan traumatiske nationale historier har interesse og vækker stærke følelser århundrede senere. I min bog er der også en række eksempler på, hvordan 2. verdenskrig stadig påvirker danskere i sprogbrug, ritualer og selvforståelse.

Men transgenerationelle traumer kan også præge familier gennem generationer.
En 9 årig dreng forsøger selvmord ved at hænge sig. Selvmordet stoppes, og ved en efterfølgende samtale fortæller faren til drengen, at han altid har været meget grov overfor sin søn. Faren fortæller, at hans egen mor tog livet af sig i forbindelse med en fødselsdepression.

Han har altid både direkte og indirekte fået at vide, at han var så og så forfærdelig, og at han ødelagde sin mors liv. Faren erkender hos psykologen, at når han bliver vred, taler han med sin egen fars stemme til sin søn og siger ting som: ”Du ødelægger alt. Det er ikke mærkeligt, at sådan én som dig ikke har venner.” og ”Du skal ikke få lov til at smadre din mors og mit liv med dit sindssyge temperament.”

En plejefar fortæller mig om den dreng, han fik i pleje for 15 år siden. Drengen er født i et land, der er præget af krig, og han har oplevet alvorlige traumatiske hændelser og ekstrem vold i sin tidlige barndom. Drengen er en dejlig dreng, men når han er vred, bliver han voldelig, hvilket har mange negative konsekvenser for både drengen og hans omgivelser. Langsomt og tålmodigt lykkes det plejefaren og plejemoren – uden at kende til mentalisering, men dog med netop de redskaber, der beskrives i bogen – at hjælpe drengen med at udvikle andre strategier og lære at håndtere sin vrede, så han ikke længere behøver at anvende vold.

Disse er eksempler, som jeg er stødt på for nylig, men jeg har ændret og anonymiseret dem, så de ikke skulle være til at genkende. Dynamikken er autentisk, og det er arbejdet med den slags problematikker ud fra en mentaliserende tilgang, jeg er optaget af.

Mentalisering er en af de bedste metoder

Mentalisering er evnen til at forstå egne og andres handlinger som motiveret og forårsaget af mentale tilstande såsom følelser, tanker og behov. Teorien om mentalisering knytter sig til tilknytningsteorien og har dermed fokus på relationen mellem bl.a. voksen og barn som et væsentligt fokus for udvikling og forandring.

Metoden er anerkendt som en af de bedste i arbejde med udsatte børn og unge, fordi den både hjælper med at bygge en god relation til barnet eller den unge, og samtidig skaber fremskridt og optimisme i det pædagogiske arbejde. Ligesom Marte Meo kan mentaliseringsbaseret behandling siges at være en mikroanalyse af relationen, der fokuserer på at etablere og forbedre samspillet.

At arbejde mentaliseringsbaseret hjælper til at gøre denne viden forståelig og håndgribelig i interaktionen og fokuserer dermed på den afgørende fælles faktor, nemlig vigtigheden af samspillet. Tre af de største internationale kapaciteter inden for mentaliseringsbaseret terapi Jon G. Allen, Peter Fonagy og Anthony Bateman fastslår sågar, at mentalisering er den mest grundlæggende fælles faktor i alle psykoterapeutiske behandlinger.

Se også relevant kursus: Autisme og mentalisering