Man kan beslutte sig til at være åben og nærværende

Tillid er afgørende for den gode samtale, og for at skabe tillidsfuld kontakt skal man gå ind til samtalen med åbenhed og nærvær. Og det kan man beslutte sig til at gøre.

Det mener Anne Zimmer, cand. phil. i interpersonel kommunikation med et særligt fokus på, hvordan man som professionel i sundhedssektoren får skabt den bedste kontakt til patienter og pårørende.

“Intentionen gør en forskel. Det ser vi med al ønskelig tydelighed, når vi laver kommunikationstræning. Hvis man går ind til et møde med tilgangen nu-skal-jeg-fixe-problemerne, kommer der meget sjældent noget godt ud af det. Siger man derimod til sig selv, at nu går jeg ind og forsøger at være åben og nærværende, så sker der noget helt andet med den person, man sidder overfor”, siger Anne Zimmer.

Trods de gode intentioner vil man af og til opleve, at det med åbenhed og nærvær går af fløjten, når først samtalen er i gang, og det bør man som professionel reflektere over bagefter.

“Man skal anerkende, at det ikke altid lykkes og spørge sig selv, hvorfor det gik galt. Var det fordi jeg havde for mange bolde i luften? Var det fordi, jeg var bekymret for, hvilken reaktion der ville komme på mit budskab? Eller bunder det måske i en dårlig relation til patienten fra et tidligere møde? Uanset om det er det ene eller det andet, der spænder ben for nærværet, er en væsentlig pointe, at den professionelle må tage sig selv alvorligt og søge at forstå og håndtere egne reaktioner for at kunne tage patienter eller borgere alvorligt.”

Rammen skal være tydelig

En anden og vigtig forudsætning for den gode samtale er, at den professionelle er tydelig omkring settingen eller rammen for mødet.

“Deltagerne skal vide, hvad de kan forvente sig. Man kan starte med at sige, at vi sidder her, fordi vi skal tale om resultaterne af de undersøgelser, der er lavet. Vi vil også præsentere jer for nogle behandlingsmuligheder. Der er afsat så og så lang tid til mødet og vi kan nå det og det. Så er banen kridtet op og vi får fanget, hvis der er forskellige forventninger til mødet. Ellers kan man opleve, at personen bliver vred, skuffet eller usikker”, siger Anne Zimmer.

Hun fremhæver også begrebet kongruens, som en afgørende faktor for den gode samtale. Det vil sige, at der skal være overensstemmelse mellem, hvad der foregår på indersiden af den fagprofessionelle og udadtil. Det kan eksempelvis handle om tvivl:

“Hvis man med kroppen signalerer usikkerhed, men med sine ord giver udtryk for, at man har styr på det, så kan det gøre patienten usikker, og han får mindre tillid til, at du kan hjælpe ham”, forklarer Anne Zimmer.

Men risikerer man ikke at fremstå uprofessionel, hvis man giver udtryk for sin tvivl?

“De professionelle, som gør det, oplever noget andet, nemlig at det er mere tryghedsskabende, når man kalder en spade for en spade i stedet for at sidde og padle rundt i forsøget på at finde et svar. Så er det langt bedre at sige, at det ved jeg faktisk ikke, men jeg vil meget gerne undersøge det”, siger Anne Zimmer.

Nervesystemer danser sammen

Hun opfordrer til, at man også er bevidst om, hvordan parterne deltager i hinandens nervesystem, som hun udtrykker det.

“Ro og uro smitter i langt højere grad end vi tror. Samtalepartnernes nervesystemer danser sammen, og den påvirkning, som det kan skabe hos den professionelle, skal han eller hun tage sig af. Hvis en patient eller pårørende er meget agiterende og høj på arousal, kan det meget vel smitte, og så bliver du bragt et sted hen, som ikke er konstruktivt. Hvis man er bevidst om, hvad der foregår, og mærker at man selv er kommet op at køre, kan man i stedet bruge det konstruktivt og tænke, at han må være meget urolig og spørge ind til uroen eller vreden”, siger Anne Zimmer.

Pas på adfærdskosmetik

Stemmeføringen kan også være at betydning for at opnå en god og tillidsfuld kontakt, men Anne Zimmer advarer mod det hun kalder kunstig kommunikation.

“Det nytter ikke noget at tale med en blød stemmeføring, hvis du er hunderæd for at gå ind til samtalen. Man skal arbejde indefra og ud og ikke udefra og ind. Det bliver til adfærdskosmetik, altså noget man lægger uden på sig selv. Det er ulideligt at høre en kollega, der har været på kursus i at tale på en bestemt måde. Man får lyst til at kilde hende med en fjer under næsen, så hun kommer til at grine og det rigtige menneske kommer frem igen. Så man skal ikke køre en teknik af, fordi det skaber en modstand, fra den man taler med”, advarer Anne Zimmer.

Se også relevant kursus: Skab tillidsfuld kontakt og kommunikation i sundhedsarbejdet