Vi ser hinanden og os selv som dømt til at handle på bestemte måder, fordi vi er ”stille piger”, ”vilde drenge”, ”deprimerede”, ”særligt sensitive”, ”borderline” eller måske har ”lavt selvværd”.
Se også relevant uddannelse: Systemisk og Narrativ Terapi
Systemisk og narrativ terapi er en terapiform, der forsøger at gøre op med mange vante forestillinger. Det er en praksis, som interesserer sig for, hvordan vores identiteter skabes igennem de relationer, vi indgår i. På godt og ondt. Og det er en terapeutisk retning med fokus på at skabe nye og bredere veje, hvor stierne virker umenneskeligt trange. Vi er nemlig meget mere end blot vores problemer, vi er på sæt og vis mangfoldige i vores muligheder for at være mennesker. Men vi ved det ikke altid selv.
Vi mennesker vil gerne forstå alt. Men når vi forstår, stopper vi med at være nysgerrige. Vi glemmer, at der kan eksistere alternative forståelser – barnets, kollegaens, forældrenes. Vi glemmer også nysgerrigheden på, at forståelsen er fundet sted i en bestemt kontekst, og at andre kontekster kunne skabe andre forståelser, anden viden. Vi stiller os tilfredse med vores konklusioner, vi siger ”Det er jo sådan, det er”. Vi skaber mærkater, som vi sætter på verden, på os selv og hinanden.
Sproget og dermed de mærkater og forståelser, vi lever i og med, er dog ikke en individuel foreteelse. Sprog er relationelt. Vi skaber verden sammen gennem den måde, vi samtaler om den. Og på godt såvel som på ondt, for de mærkater, vi skaber sammen, bliver til vores virkelighed. Så vi må træde varsomt.
Gennem dialog udvikler ordene sig, de enkelte begreber og forståelser forandrer sig, former sig, bliver til ny mening. Det er som en dans, vi responderer på hinandens trin og bevæger os i samme takt. Mærkater skaber mening, og det er godt og nødvendigt, for vi mennesker er meningssøgende væsener – men de lukker også døren for alternativ mening. Mærkater stopper dialogen, for de fremstår som sandheder, og sandheder er det ikke let at pille ved.
At få ændret på vedtagne negative sandheder er ikke ligetil, men i systemiske og narrative samtaler forsøges kampen taget. Det forudsætter, at nogle bestemte relationelle opmærksomheder sættes i højsædet:
Refleksivitet – at træde ud af sine egne forståelser for en stund og reflektere over, hvilken baggrund og kontekst de er opstået i. Andre ideer kunne være opstået på andre tidspunkter og i andre sammenhænge.
Positionering – at træde i andres sko, og opdage deres forståelser af de fænomener, vi tror, vi forstår. Andre ideer kunne eksistere hos andre mennesker fra andre relationer i deres rygsække.
Anerkendelse – at bevare interessen for, at andre menneskers forståelser fortjener respekt og er meningsfulde ud fra deres præmisser.
Nysgerrighed – at bevare åbenheden for, at der hele tiden er andre ideer, som vi ikke kender til endnu, at der altid eksisterer mere viden, som naturligvis vil kunne ændre vores nuværende ideer.
Vi mennesker vil gerne forstå. Problemerne opstår, når vi tror, der ikke er mere at forstå. Systemisk og narrativ terapi inviterer til at bevare åbenheden og fortsætte dansen. Og ikke stille os tilfreds med stillestående forståelser og fastlåst viden. Lad den relationelle dans fortsætte.
