Begrebet ‘udsatte unge’
Du har sikker hørt om de ’udsatte unge’. Men hvad dækker begrebet egentlig over? Hvornår er man en ’udsat ung’ og ikke bare ’ung´? Dette er en skildring om de sårbare unge, som af forskellige årsager har store vanskeligheder ved at klare overgange i livet – ja livet i det hele taget!
Ronny Højgaard Larsen ved noget om netop denne gruppe af unge. Han har både pædagogisk og akademisk uddannelse bag sig, men han betragter først og fremmest sig selv som socialarbejder og projektmager. Dog med en baggrund som kommunal unge- og misbrugskonsulent, som underviser og pædagogisk konsulent, masterinstruktør i psykisk førstehjælp og indehaver af egen virksomhed ’Pædagogisk Praksis’, må han siges at være the go-to-guy, hvis man ønsker viden om de udsatte unge. Seminarer.dk tog en snak med eksperten.
Livshistorie – livskamp
Mange af de unge kommer med en forhistorie. En livshistorie. De har brugt det meste af både deres barndom og ungdom på at forsøge at navigere og så at sige holde næsen oven vande. De har været udsat for belastning og kaos i én eller anden forstand det meste af deres liv. Nogle har været udsat for gentagne traumer, andre ét stort traume. Dermed har de heller ikke brugt tiden på reelt at udvikle sig eller lære.
Flere af disse unge kommer fra familier, hvor de såkaldte livsduelighedskompetencer ganske enkelt aldrig er blevet videregivet til dem fra deres omsorgspersoner. Andre af disse unge lærer at mestre livet præcis på samme måde som deres forældre. Hensigtsmæssigt eller ej. Alle kender vi klicheen, at børn ikke gør, hvad vi siger. Børn gør, hvad vi gør – de kopierer os. De kopierer vores sundhedsvaner, og de kopierer vores tankesæt og strategier.
Kufferten er ikke færdigpakket
Med sig i bagagen, har disse unge deres ’voksenkuffert’. Og i den mangler simpelthen deres livsduelighedskompetencer, beretter Ronny Højgaard. Og når udsatte unge træder fra barnelivet ind i voksenlivet, så oplever de, i tråd med alle andre unge, nogle kulturelle forventninger til, hvordan de skal opføre sig, og hvad de skal kunne. Problemet er blot, at der er ganske stor diskrepans imellem samfundets forventninger til, hvad de burde kunne – og så hvad de rent faktisk oplever, at de kan.
At være én, der ikke kan…
Ronny Højgaard forklarer, at nogle af disse udsatte unge også kan være decideret udbrændte af at modtage hjælp. De er blevet ’foranstaltningstrætte’, for at sætte et begreb på. De har ganske enkelt mistet tilliden til det selvsamme system, der vil hjælpe dem, og de er død-trætte af alle disse – velmenende, men stadig – kommunalt ansatte omsorgspersoner. Disse unge er nogle af de allermest sårbare, fortæller Ronny Højgaard.
Det er også dem, som ifølge ungdomsforskningen, har en særlig øget risiko for at få problemer i voksenlivet. Nogle bliver ensomme, nogle ender i misbrug, og andre igen søger ud mod fællesskaber, som man kunne definere som subkulturelle. I disse subkulturer bliver man en del af et fællesskab, og man får en identitet, men meget af det man gør, er en direkte modkultur til det etablerede.
Mange af disse unge kommer i dén grad til at mangle et voksenmentor-netværk, forklarer Ronny Højgaard: -Altså de fleste af os er blevet voksne, ved at nogle voksne har lært os at blive voksne. Og så har vi sorteret i det, og taget det til os, vi godt kunne bruge. Men de udsatte unge har ikke haft samme muligheder for udvikling, refleksion og sparring. Og naturligvis heller ikke haft samme mulighed for at få hjælp, når tingene brænder på.
Så de er efterladt meget alene. Derfor er de i særlig risiko for at få nogle livsforhold, som er med til at forstærke mistrivslen. De får den selvoplevelse af at være én, der ikke kan. Og det er dybt problematisk, forklarer Ronny Højgaard og fortsætter: -Vi er også nødt til at have et kulturelt perspektiv på, hvordan det er at være sårbar ung i dag. Fordi i dag er der nogle diskurser, som fortæller om, hvad det gode liv er, når man er ung. Og det handler rigtig meget om at kunne performe. At være ’på’, at kunne skabe sit eget liv. Der er meget store krav til unge om, at de skal kunne mestre livet selv. De skal være robuste.
Det ’gode liv’ og nederlagsfølelse
Fortællingen om det gode liv handler om at klare sig godt, det vil sige få en god uddan-nelse og have kontrol over sundhedsvaner, kontrol over kroppen, at være en succes på de sociale medier og så videre. Det afspejler alt sammen en perfektionisme. Når de unge så ikke lykkes med alt det perfekte, så internaliserer de nederlaget. De tager selvansvar for, at de ikke lykkes.
Og er man særlig sårbar og ikke har haft de kompetencer, der skal til for at lykkes med de kulturelle krav, så er der endnu længere imellem oplevelserne af at være en succes: -De samtidsfortællinger som de unge spejler sig i, er med til at understøtte deres billede af, at det er svært for dem at lykkes. Det vil også sige, at lige pludselig er der rigtig lang vej til det at blive voksen. Og biproduktet i processen er, at de skammer sig.
Senmodernitets-ninjaer
Kigger man på de større undersøgelser, som er lavet i Danmark, ser man dog, at cirka 80 procent af alle unge trives og klarer sig godt i vores omskiftelige samfund. Ronny Højgaard har opfundet sit eget udtryk til disse unge, nemlig ’senmodernitets-ninjaer’: De surfer på denne her tsunami af krav, de navigerer på mange forskellige arenaer og er gode til det. Det efterlader dog stadig 20 % i krise.
Fællesskab og identitet
Netværket er altafgørende. At være en del af et fællesskab er afgørende. Det er ren udviklingspsykologi. At danne identitet er betinget af at være en del af et fællesskab. Man skal have nogen at spejle sig i. Og når unge skal gå fra at være børn til voksne, så har de stadig brug for deres anker hos deres primære omsorgspersoner, samtidig med at de har behov for at være en del af et ungdomsfællesskab.
Når unge derfor ikke er en del af et fællesskab, når de ikke har et spejl, så er der groft sagt risiko for, at de bliver identitetsløse: De allermest sårbare er dem, der er uden netværk. Det er dem, hvor de råber på ’hjælp’, men ingen kommer. Ronny Højgaard slutter af med at sige, at de unge skal have et sted, hvor de kan tænke og tale. De skal have et sted, hvor de er en del af noget.
Det er af afgørende betydning, når man skal lære at mestre sit eget liv. Lykkeligvis oplever han selv, at langt de fleste unge ønsker at samarbejde med ham om deres liv.
