Mange børn med ADHD har vanskeligheder med organisering og planlægning på trods af medicinsk behandling.
Organisationsvanskelighederne bliver særligt synlige i teenagealderen, hvor forventningerne om selvstændighed fra omgivelserne stiger, samtidig med at voksenstyringen aftager. Organisationsvanskeligheder medfører en forhøjet risiko for at klare sig dårligere i skolen og på arbejdsmarkedet senere.
I dag er behandlingsmulighederne for ADHD begrænsede til overvejende medicinsk behandling, som er gavnlig for de fleste i forhold til koncentration og kropslig uro, men dog ikke i forhold til organisations- og planlægningsvanskeligheder. International forskning viser, at organisations- og planlægningsvanskeligheder påvirker dagligdagen og skolegangen væsentligt, og at disse vanskeligheder kan forstyrre selv højt begavede børn med ADHD.
Den seneste forskning viser, at organisations- og planlægningsvanskeligheder bliver forbedret gennem fokuseret træning. En gennemgang af alle studier om organisationstræning for børn og unge med ADHD viser, at behandlingen medfører en væsentlig forbedring af børnenes organisationsevne, opmærksomhed og til dels også skolegangen.
Kursusforløbets opbygning
Målet med kursusforløbet er, at du som professionel lærer at gennemføre selvstændige organisationstræningsforløb med en gruppe børn med ADHD og deres forældre. Organisationstræning gennemføres altid med to vejledere: én til forældregruppen og én til børnegruppen. Kursusforløbet indebærer supervision på eget træningsforløb. Derfor er det vigtigt, at du i forlængelse af dette kursusforløb har mulighed for at gennemføre et organisationstræningsforløb.
I de første to dage af kursusforløbet får du indsigt i de kognitive vanskeligheder hos børn med ADHD og deres betydning samt en gennemgang af manualerne - hhv. Manual for forældregruppen, Manual for børnegruppen, Arbejdsmaterialer for forældresessioner, Arbejdsmaterialer for børnesessioner - og indholdet af alle sessioner af organisationstræning. Tredje dag af forløbet foregår 2 måneder senere og omhandler supervision på eget gruppeforløb.