Arbejdet med svært traumatiserede og omsorgssvigtede børn kan være fyldt med store udfordringer – især hvis barnet har modstand på at bearbejde de hændelser, som har forårsaget traumet. For i denne situation er det meget svært at hjælpe barnet med at få traumet bearbejdet og sikre udvikling. Derfor er det vigtigt, at du som fagprofessionel har en effektiv metode, som kan stabilisere barnet og gøre det klar til behandling af traumet.En sådan metode er den prisbelønnede stabiliseringsmetode Sleeping Dogs, som er udviklet af den hollandske psykolog Arianne Struik. Metoden er udviklet til at arbejde med traumatiserede børn, som ikke husker deres traumer, som ikke vil i behandling eller som fagprofessionelle ikke umiddelbart mener, kan hjælpes.
Vi har talt med socialrådgiver og supervisor Rikke Ludvigsen om Sleeping Dogs-metoden, som hun bruger i sit daglige arbejde med traumeramte børn. Nedenfor fortæller hun om metoden, som har vist utrolig gode resultater.
Sleeping Dogs-metoden
Sleeping Dogs-metoden er en helhedsorienteret metode, der ikke kun ser på barrierer for traumebehandling i barnet men også omkring barnet – altså barrierer i barnet omgivelser. Metoden består af interventioner til at overvinde 6 barrierer, som kan skabe utryghed og ustabilitet, og som derfor skal stabiliseres, inden et traumatiseret barn kan gå i behandling. Formålet med metoden er at skabe en tilstand i barnet, som gør dem klar til at få bearbejdet de hændelser, de har været udsat for.
De 6 barrierer er:
- Sikkerhed (Er der tilstrækkelig sikkerhed fysisk og følelsesmæssigt og terapeutisk, så der kan ske udvikling?)
- Dagligdag (Hvordan er barnets dagligdag? Er der nogen barrierer her?)
- Tilknytning (Er der de nødvendige forudsætninger for tilknytning hos tilknytningspersoner og barnet? Gør barnet tilstrækkelig brug af tilknytningspersoner?)
- Følelsesregulering (Er barnet i tilstrækkeligt omfang i stand til at regulere sine følelser – alene eller med hjælp?)
- Kognitivt skifte (kan barnet lave et kognitiv skifte i forhold til traumet?)
- Nøddeskallen (Kan barnet give et overblik over sine traumatiske erindringer ”i en nøddeskal”, mens han/hun bliver inden for sit tolerance-vindue?)
Socialrådgiver Rikke Ludvigsen har i mange år brugt metoden i praksis. Hun fortæller: ”Når jeg f.eks. møder et nyt barn, så gennemgår jeg Arianne Struiks barrieretest ud fra den viden, jeg har om barnet og dens omgivelser. Jeg arbejder med testen kronologisk, så jeg starter med barriere/fase 1 – er der sikkerhed nok? Når jeg er færdig med at gennemgå testen, så har jeg et overblik over, hvor der skal sættes ind. Med metoden kan jeg danne mig et overblik fra start af, og sige: ”okay, der er ikke sikkerhed nok, hverdagen fungerer ikke, barnet reagerer på den og den måde” – altså ned i alle 6 barrierer af testen. Så ved jeg, hvor jeg skal prioritere, og hvad jeg skal arbejde med, så jeg kan hjælpe barnet med at blive stabiliseret. Derudover kan jeg hele tiden gå tilbage og vurdere, om der er steder, hvor det stadig ikke er stabilt nok – og så går jeg ind og justerer på det”.
Rikke Ludvigsen fortsætter: ”Det er et rigtig godt værktøj for os professionelle til at holde os på sporet af, at vi arbejder med det, som er vigtigt for de her børn”.
”Uanset om man sidder i psykiatrien, er psykolog, socialrådgiver, familiebehandler eller arbejder på f.eks. en skole, så kan man få noget ud af at lære Sleeping Dogs-metoden og deltage på et kursus med Arianne Struik. Der er f.eks. i dag rigtig meget fokus på at bruge metoden med børn, som har udfordringer i skolen” fortæller Rikke Ludvigsen. ”Det, man får ved at deltage på en workshop med Arianne Struik, som er helt fantastisk, er alt hendes viden og erfaringer om traumer samt alt det psykologiske omkring traumer. Og det bliver formidlet på en måde, så det kan overføres direkte i dit faglige arbejde. Hun bygger f.eks. sin undervisning op i et sprog, som du kan tage og bruge med børnene. Så den måde, som hun forklarer det på til os professionelle, er også den måde, hun forklarer det til børnene. Dvs. at det er en meget enkel måde at forklare noget på, som ellers kan være ret kompleks. Derudover får du også elementer, som du kan bruge direkte i dit arbejde, så hvis du f.eks. arbejder på en skole, så kan du sige: “Ahh okay, det her kan jeg bruge og tage med ud til den her dreng, som jeg arbejde med, og forklare ham, hvordan det kan være, han reagerer på den her måde i denne situation”. Så udover at få et struktureringsværktøj og danne sig et overblik over traumesituationen, så får du også nye måder, hvorpå du kan tale med de traumeramte børn – og har du så ikke direkte ansvaret for at ændre f.eks. omgivelserne, så kan du informere andre ansvarlige om udfordringerne. På den måde kan man kvalificere ens arbejde – uanset hvor man er henne i systemet” slutter Rikke Ludvigsen.
