Psykiatrisk medicin kan - for nogle - dæmpe tankemylderet og de svære følelser, hvilket kan føles befriende for mennesker, der oplever et ukontrollerbart tankemylder samt et overvældende og ubehageligt følelsesliv. Såkaldt antidepressive, antipsykotiske og angstdæmpende præparater indeholder dog ikke noget, som psykisk lidende personer mangler i deres hjerne og derfor har et decideret behov for, men fungerer grundlæggende som ethvert andet psykoaktivt stof: symptombehandlende. Via medicinen, der påvirker hjernekemien, søger man at reducere symptomer ved at ændre sindstilstanden.
Bagsiden ved langvarig medicinsk følelsesregulering kan derfor være, at personen aldrig opdager, at tanker og følelser faktisk kan reguleres via egen psyke. Dertil kan det være svært at komme til bunds i de svære følelser samtidig med, at medicinen afskærer kontakten til dem. Symptomlindring og recovery må således ikke forveksles, da det er to helt forskellige ting.
Psykiatri er kendetegnet ved et medicinsk speciale, som placerer og behandler psykisk lidelse i det enkelte menneske, og endda det enkelte menneskes hjerne. Forskellige psykiske lidelser kategoriseres efter symptomer, ikke årsager, kontekster eller symptomernes funktioner - og udredning samt diagnostik antages at være vigtigt for behandlingen. Men denne sygdomsmodel har længe været kritiseret såvel empirisk for adskillige anomalier og manglende evidens som psykologisk for brud med fundamentale recovery-principper samt sygeliggørelse af meningsfulde reaktioner på usunde kontekster eller livshistorier. Men hvad er alternativet?
