– om den professionelles følelser i arbejdet med mennesker
Af Berit Mus Christensen og Maja Nørgård Jacobsen, autoriserede psykologer. Forfattere af bogen “Med mig selv som redskab“.
Artikelserie: 1 af 5 (konkrete øvelser i artikel del 3 og del 4)
En stor mængde faglitteratur beskæftiger sig med, hvordan den professionelle med fordel kan forholde sig til den person, som han/hun forsøger at hjælpe. Og ikke mindst litteratur, som gør opmærksom på forskellige forhold ved strukturen og måden vi er sammen med personen på, som er vigtige for at skabe den ønskede forandring. Dog findes der ikke megen litteratur, der fokuserer på, hvordan den professionelle håndterer egne følelser, som opstår i mødet med den anden.
Se også relevant kursus: Styrk relationsarbejdet – undgå udbrændthed med Mindful Self Compassion
At mærke vrede, afsky, magtesløshed osv. overfor et menneske, som vi har til opgave at hjælpe, kan umiddelbart virke som modsætninger til værdier som empati, venlighed og varme – værdier mange af os forbinder med den professionelle rolle. Derfor kan vi ofte føle os utilstrækkelige, når sådanne følelser og relaterede tanker opstår. For hvordan kan jeg være en ”ægte professionel”, når jeg til tider ønsker mine klienter/borgere/elever osv. hen, hvor peberet gror?
Heldigvis er det muligt at have om end stærke ubehagelige følelser i dine professionelle relationer, samtidigt med, at du er dygtig til det, du gør. Oven i købet er der meget, som tyder på, at du med fordel kan byde sådanne følelser velkommen og bruge dem aktivt i dit professionelle virke. For hvad siger dine reaktioner egentlig om, hvad der er vigtigt for dig?
Se også relevant kursus: Metakogntiv terapi
Med vores bog “Med mig selv som redskab. Om at være professionel med følelser” tilstræber vi en normalisering af en række tabuiserede følelser, som typisk opstår hos professionelle, der arbejder med mennesker. Den tilbyder konkrete redskaber til, hvordan vi kan håndtere disse og endda uddrage mening af dem. Bogen tager udgangspunkt i metoderne Acceptance and Commitment Therapy og den mentaliseringsbaserede tilgang, som begge beskæftiger sig med at opbygge rummelighed overfor vores følelsesliv, snarere end at ændre dets indhold. Tilgangene beskrives kort i del 2 af denne artikelserie.