Jeg møder Morten Kjølbye på en smuk og solrig dag. Hans kontor er hyggeligt indrettet med møbler af træ og reoler fyldt med bøger. Vi sætter os i to behagelige lænestole, og varmen i rummet er kærkommen, for udenfor bider kulden. Senere får jeg tanken, at kontoret vel nærmest spejler overlægen: man skal ikke have tilbragt ret mange minutter i hans selskab, før man er helt på det rene med, at man sidder overfor et virkeligt varmt menneske. Klog og ambitiøs ligeså; man opnår næppe at blive overlæge før de fyrre, hvis ikke man var drevet af noget. Men varmen er det umiddelbare indtryk. I et tilbageblik fortæller Kjølbye om sin vej til at blive læge og psykoterapeut.

Ud med Freud – ind med Jung

Under sit studie havde han en del tanker om at springe fra, for lægestudiet kedede ham på mange måder. Ydermere var det som ordblind en ganske stor udfordring at læse sig igennem alle de mange fagbøger, trods det, at han faktisk altid godt kunne lide at læse. Freud kedede ham. Til gengæld fascinerede Jung, og Kjølbye fattede nu interesse for psykoterapi, som han syntes, var særligt spændende. Da han kom i praktik i psykiatrien, spurgte han derfor sin underviser, hvad han skulle gøre for at blive psykiater. Derfra tog det fart karrieremæssigt, for Kjølbye havde fundet den rette kurs. Det er dog ikke en glansbilledehistorie uden bump på vejen, for Kjølbye måtte gøre sig sine helt egne erfaringer i et felt, han selv beskriver som vanskeligt.

Første gang er ikke lykkens gang

Som vi sidder dér, i hver vores lænestol, fortæller Kjølbye mig humoristisk om sine første patienterfaringer: -Det var Torben Bendix (red. overlæge), som på det tidspunkt havde skrevet nogle bøger om, at man skulle gentage det, patienten havde sagt i så- dan en spørgende tone. Og der kan jeg huske, at da jeg skulle prøve den teknik af, gik det ikke så godt, griner Kjølbye og fortsætter: -Jeg havde en retspsykiatrisk patient, og efter en halv time rejste han sig op, og så sagde han: ’Nu skal jeg have frokost. Og når jeg kommer tilbage, så opfører du dig som en ordentlig læge! Så stiller du mig nogle spørgsmål i stedet for hele tiden at gentage, hvad jeg siger.’ Kjølbye erkendte, at hans patient havde ret, og uden at lade sig afskrække, bevarede han sin interesse for psykoterapien. Siden hen gik det selvsagt også bedre. Han blev bekræftet i, at dette var, hvad han gerne ville beskæftige sig med. Ingen tvivl.

Mentalisering

Kjølbye startede i et vikariat i Aalborg. Han tænkte dengang, at han aldrig ville blive overlæge; vejen var simpelthen for lang, og der var alt for mange om buddet. Men inden han fyldte fyrre, havde han alligevel opnået det. Det var på dette tidspunkt, at Kjølbye begyndte at studere og interessere sig for mentalisering. Mentalisering tager udgangspunkt i tilknytningsteori: den tilknytning som barnet har til moderen kan enten være tryg eller utryg, og så er der forskellige underformer af dem. Og det ser ud til, at en utryg tilknytning øger risikoen for psykiske problemer. Hvis man har en dårlig tilknytning, så får man også en dårligere mentaliseringsevne. Mentalisering er altså indlejret i tilknytningsteorien, hvilket giver god mening, ifølge Kjølbye, da det relationelle er det bærende i psykoterapeutbehandling. Mentalisering forsøger at gøre tingene simple, og det er godt, synes Kjølbye: -Man har sådan en common sense tilgang; man skal lære af sine fejl, og der er en accept af, at selvfølgelig laver man fejl. Og når man laver fejl, så skal man snakke med patienten om det. Fordi det er jo det, vi beder patienter om: at snakke om deres fejl. Så hvis jeg laver en fejl, så indrømmer jeg det selvfølgelig og beklager det. Og så snakker jeg med patienten om, hvad vi kan lære af det.

Se relevante kurser om mentalisering:

Styrk arbejdet med forældres mentaliseringsevne
Borderline og mentalisering – forstå sammenhængen mellem indre og ydre virkelighed
Styrk barnets tilknytning og læring – ud fra et mentaliseringsbaseret perspektiv

Når mentaliseringsevnen mangler

Netop fordi mentaliseringsbaseret terapi er udviklet i forhold til behandling af mennesker med borderline personlighedsforstyrrelser, er der meget fokus på regulering af temperaturen i det terapeutiske rum. Når mentaliseringsevnen ikke er tilstede – eller er meget lav – så gælder det om at hjælpe den evne tilbage igen, og det findes der nogle simple håndgreb til. Disse går kort beskrevet ud på at få temperaturen ned og mentaliseringsevnen op, sådan at man kan arbejde terapeutisk. Kjølbye forklarer, at det vigtigste er, at patienten oplever sig set. Dernæst skal det, man som behandler siger, være hjælpsomt. Men hvordan kan man vide, om det man siger, nu også er det? Altså hjælpsomt? Kjølbye uddyber: -Det skal tage udgangspunkt i det, patienten sidder med. Så hvis patienten for eksempel melder ud, at ’nu begår jeg selvmord’, så skal man markere, at man har set det. Og så skal man sige noget, som giver patienten følelsen af at blive taget alvorligt. Man skal hjælpe patienten til at forstå, hvorfor han/hun griber til tanken om selvmord samt hjælpe patienten til at overveje andre muligheder.

Meningsfuld mening

Følelser kommer ikke ud af det blå. Følelser kommer ud af en bestemt kontekst. Denne kontekst, hændelsen, medfører en følelse. Og følelsen har nogle vigtige informationer, for eksempel om der sker noget, man skal være bange eller glad for. Følelsen er handlingsansporende, eksempelvis får man lyst til at flygte eller kæmpe, hvis der er noget, man er bange for. Kjølbye fortæller, at der er to slags mentalisering: -Man laver både emotionel mentalisering og kognitiv mentalisering. Så mentalisering er både det at kunne erkende, genkende, regulere og håndtere følelsen. Det er at kunne sætte det ind i en forståelseskontekst, som giver mening. Så mentalisering er egentlig at skabe meningsfuld mening. Problemet er nogle gange, at vi skaber ikke-meningsfuld mening, og det er der, vi kommer på afveje.

Epistemisk tillid

Det er væsentligt at få etableret en relation til patienten, fortæller Kjølbye videre. Og i den forbindelse bliver begrebet om epistemisk tillid vigtig. Begrebet dækker over, at man skal signalere, at man vil patienten: ’jeg er på dit parti’. Man skal give patienten en følelse af at blive set. Og det man siger til patienten, skal tage udgangspunkt i det sted, hvor de befinder sig i nuet. Og så skal det, man siger, være hjælpsomt. Patienten skal kunne bruge det. Ved at opfylde disse ting, flytter man patienten over i en tillidsposition, hvor der er mulighed for læring: -Mentalisering er at bringe patienterne ind i en læringsproces, hvor de kan begynde at se, at der er andre perspektiver på deres liv, end lige præcis det ene, fx: ’Ingen kan lide mig’.

Et livgivende arbejde

Udenfor blæser vinden farverige blade mod den rude, som vi sidder ved. Vores tid er ved at være gået. Det har væ- ret en interessant samtale, og inden vi hæver mødet, fortæller Kjølbye mig om, hvordan han opfatter sit arbejde: -Det er en kreativ proces, når man sidder med sin patient. Så det er faktisk livgivende. Altså man kan da godt blive træt, men jeg føler mig alligevel oplivet. Jeg synes, man som terapeut er enormt privilegeret. Fordi man får lov til at se mennesker komme ind i en læringsproces, hvor de udvikler sig, og hvor de bliver i stand til at være i det, der fylder. Det er også det, der ligger i mentalisering: at prøve at være i det, der fylder lige nu og her. At man prøver at være i nuet, fremfor hele tiden at blive trukket tilbage i fortiden eller ud i bekymringer for fremtiden.

Vi slås alle med tab

Jeg er stort set halvvejs ude af døren, da Morten Kjølbye sender en tilføjelse efter mig, som maner til eftertænksomhed: -Når vi skal møde mennesker, så er det vigtigt, at vi møder dem med respekt. Og med værdighed. Og det glipper altså nogle gange i systemet, fordi vi er så optagede af regler fremfor mennesker. Og så ser vi ikke personen. Så det handler også meget om menneskesyn. Og jo mere jeg arbejder, jo mere kan jeg se, at mine patienter jo ikke er anderledes end mig selv. De har haft nogle dårligere vilkår end jeg har, men vi slås jo alle sammen med det at miste, det at kunne regulere vores vrede, det at sige noget, som vi skammer os over, føler os skyldige over. Så på den måde lærer man også rigtig meget om sig selv, når man taler med patienter.

Se relevante kurser om mentalisering:

Styrk arbejdet med forældres mentaliseringsevne
Borderline og mentalisering – forstå sammenhængen mellem indre og ydre virkelighed
Styrk barnets tilknytning og læring – ud fra et mentaliseringsbaseret perspektiv