Hverdagsfortællingerne giver blik for børnenes handlemulighederPraksisfortællinger styrker samarbejdet om børn både internt i teams og personalegrupper, men også med forældrene og i det tværfaglige samarbejde. Samtidigt giver fortællingerne mulighed for, at flytte fokus fra enkeltbørn til også at kigge på fællesskaberne og de rammer barnet indgår i når barnet trives og mistrives.

Af Lester Ansel Johannesen-Henry

Fortællinger om børnenes hverdag er en naturlig del af pædagogers praksis, og metoder, der bygger på praksisfortællinger bruges også i stor stil på det pædagogiske område. I et udviklingsprojekt fra Tingbjerg og Nørrebro i Københavns Kommune har 6 institutioner været med til at udvikle og skræddersy en løsningsfokuseret kontekstanalyse, som har haft til formål at styrke kvaliteten i den tidlig forebyggende indsats.

Se også relevant kursus: Workshop om de eksekutive funktioner

Udvalgte pædagoger fra den enkelte stue i institutionen er blevet trænet i, sammen med sine kollegaer at facilitere og systematisk stille skarpt på det enkelte barn eller børnegruppens udfordringer og bekymringer. Herudover også detaljerede observationer på ting, der fungerer godt hos det enkelte barn/gruppen, samt hvad de professionelle omkring enkelte børn/grupper af børn ønsker at se ske for at kunne sige at barnet trives, er skoleparat, samt styrke børnenes deltagelsesmuligheder fremadrettet.

Metoden er stærkt inspireret af den løsningsfokuserede metode, hvor der tages udgangspunkt i de bekymringer, de professionelle og forældrene har for et barn.  På den måde anerkender metoden pædagogernes eller lærernes vurdering af, hvornår et barn er i mistrivsel. Da metoden i sin tilgang er ressourcefokuseret holdes fokus ligeledes på beskrivelser og fortællinger af tidspunkter, hvor barnet ikke gør det bekymrende, men gør noget andet i stedet. Herved skabes der nuancerede fortællinger om helt konkrete situationer, hvor pædagoger og lærere ser såvel trivsel som mistrivsel komme til udtryk i barnet hverdag. Tilgangen er ligeledes forandringsfokuseret.  Det betyder skarpt et fokus på, at der udover beskrivelser af barnets udfordringer og problemer også rettes fokus henimod konkrete og specifikke beskrivelser af adfærd og handlinger, de professionelle og forældrene ønsker at se barnet gøre i stedet for. Det er denne systematik, der danner grundlag for planlagte interventioner i institutionen, mellem forældre og institution, samt ved involvering af andre professionelle som PPR, sprogkonsulenter, socialrådgivere og sundhedsplejersker mm.

At udforske bekymringer

At udforske bekymringer er at beskrive bekymringer i konkret adfærd og handlinger. Det handler om at beskrive, hvad man ser i højere grad end at forklare årsagen til, hvorfor man tror, de opstår.

Se også relevant kursus: Diagnose eller opdragelse

Hanne som er pædagog udtrykker sin bekymring for en dreng Ali på næsten 3 år. Hun beskriver, hvordan hun ser, at Ali har svært ved at sidde stille. Han fægter hele tiden med alt, hvad han kan komme til, fra bestik, hjemmesko, pinde m.v. og de andre børn bliver bange for ham. Hanne er også bekymret for Alis deltagelse i samlinger.

Hun spørger Bente, som er en kollega i et andet team om hjælp, og det får hun. Sammen undersøger og beskriver Bente og Hanne de situationer, hvor Ali har svært ved at deltage. ”Fortæl om en situation fra denne eller sidste uge?” siger Bente. Hanne beskriver flere situationer. Bente spørger til en række særlige situationer.  ”Er det f.eks. hele samlingen eller noget af samlingen”, og ” hvad er det Ali helt konkret gør i disse situationer?” ”Hvad gør de andre børn? Hvad gør de voksne? I samtalen bliver det mere og mere tydeligt for Hanne, at det særligt er i tiden indtil, at en evt. aktivitet er igangsat, at Ali har svært ved at koncentrere sig og sidde stille og fægter.

Med bekymringer afdækkes med andre ord konkrete beskrivelser af adfærd, samt vilkår barnet har for deltagelse. Hvad sker der helt konkret i konteksten, hvor barnet er udfordret? Hvordan viser det sig? Hvornår sker det? Hvor ofte sker det? Sammen med hvem sker det med (både børn og voksne)?

Når fagprofessionelle drøfter bekymringer kommer de ofte til, uden af opdage det og på baggrund af begrænset information, at sammenblande adfærdsbeskrivelser med årsagsforklaringer på Alis adfærd og handlinger. Eksempler kan være, at Ali reagerer sådan og sådan, fordi han skal have en lillebror eller lillesøster, eller fordi mor og far ikke sætter rammer for Ali derhjemme, eller fordi mor og far har konflikter eller skal skilles mm.

Se også relevant kursus: Børn med bekymrende adfærd – sanseintegration og Theraplay i fokus

Der tages udgangspunkt i konkrete hverdagsbeskrivelser om de udfordrende situationer. Gennem udforskningen af bekymringen ved Hanne nu mere præcist, hvad Ali gør eller ikke gør, og i hvilke særlige situationer, Ali bliver udfordret. Herudover fik Hanne blik for, at Ali faktisk deltager i store dele af samlingen, noget der ind i mellem er svært at fastholde blikket for, når børn opleves besværlige, fordi uroen kommer til at fylde. Næste skridt er derfor, at udforske undtagelserne.

At udforske undtagelserne fra bekymringerne er første byggesten til forandring

En helt grundlæggende antagelse i den løsningsfokuserede tilgang er, at ingen børn gør alting galt hele tiden. Der er altid tidspunkter, hvor den bekymrende adfærd holder pause, eller hvor barnet gør noget andet. Undtagelsen er således fætter/kusine til bekymringsadfærden. Dvs. tidspunkter, hvor vi ville forvente, at Ali har den bekymrende adfærd, men hvor han/hun med eller uden de voksnes hjælp gør noget andet.

Vi siger ofte, at undtagelser er de første byggesten til forandring, fordi der i undtagelsen ligger en positiv adfærd, som barnet gør, og som vi gerne vil se mere af. Når pædagoger og lærere får blik for undtagelserne, så finder de dem. I processen med at lede efter undtagelser får pædagogerne øje på de situationer, hvor Ali overvinder den bekymrende adfærd og de på situationer, hvor de andre børn eller de voksne medskaber rammer for positiv deltagelse, udvikling eller trivsel.

I analysen af undtagelserne anvendes igen konkrete hverdagsbeskrivelser, fordi fællesskabet og rammerne for det også her er et væsentligt opmærksomhedsfelt. Karen, Julie og Kisser på Myrestuen er bekymret for George, en dreng på 4, som har det svært, når der stilles krav. Først identificerer de, de konkrete situationer, hvor de oplever George ikke trives, og rammerne for disse. Herefter ser de nærmere på de situationer, hvor George ikke reagerer negativt, når de stiller krav. Alle 3 medarbejdere i teamet har i undtagelsesopdagelsesprocessen fundet flere eksempler på, at George ofte selv tager overtøjet på selv, hvor han bliver forberedt i god tid, eller når han oplever, at han er en del af en gruppe, som skal ud og lege. Eksempler er ligeledes, når de voksne spørger ham, om han vil hjælpe med fx at rydde op, eller når de spørger ”skal vi hjælpe hinanden med at rydde?”… i stedet for at sige, at du skal….

Se også relevant kursus: Unge i kulturelt krydspres

De kan være svære at se

”I starten kan det være svært at se undtagelserne. Måske har vi slet ikke lagt mærke til dem. Derfor er det nogen gange en god ide at gå på undtagelsesjagt. Det gælder særligt, når det handler om børn, vi måske synes er meget besværlige og måske også lidt irriterende. Det skal igangsættes af flere voksne på stuen i evt. en afgrænset periode på en uge. Når man begynder at få øje på undtagelserne, får man automatisk også øje på andre ting, barnet gør, der fungerer.  Det fascinerende ved udtagelser er ligeledes, at det ofte giver pædagogerne et blik for de rammer, de skaber i hverdagen for sig selv og børnene. Mange undtagelser er ofte forbundet med bestemte rammer for bestemte børn

Hvad må vi se ske
– mål eller tegn på forandring.

Der er 2 centrale udfordringer i arbejdet med at opstille mål i omstillingen til et løsningsfokus. I en pædagogisk eller forvaltningsmæssig praksis handler mål meget ofte om ændrede processer eller indsatser, fx nye tværfaglige samarbejder, igangsættelse af andre aktiviteter om barnet, fx at arbejde med trin for trin eller at introducere barnet for nye børn, men det er ikke mål. Det er igangsatte aktiviteter. At der skal samtales med mor og far, eller at vi ønsker, at PPR foretager en udredning af Georg, er heller ikke et mål. Når vi taler mål i denne tilgang, handler det om, hvilke forandringer vi ønsker at se barnet foretage. Hvilke færdigheder ønsker vi at se barnet lære for at kunne det, vi ønsker, at barnet skal kunne. F.eks. for at være sprogligt finmotorisk aldersvarende ift. skolestart. Så når pædagogen eller læreren udtaler, at vi må have en samtale med forældrene eller en PPR udredning; så spørger vi: ”når du så har talt med mor og far, eller når der er lavet den udredning, hvad håber du så på at se barnet gøre anderledes? Hvad skal du se barnet kunne som resultat af udredning eller forældresamtalen.

Se også relevant kursus: Workshop om de eksekutive funktioner

En anden udfordring er, at et mål er noget, der begynder og ikke noget, der slutter. Så i stedet for at sige; ”jeg vil se, at han ikke slår de andre børn med sin jakke” er målet i stedet for at sige, ”Jeg vil se, at han hænger sin jakke op, når han kommer udefra”.  Udfordringen er at stille skarpt på, hvordan resultatet eller forandringen kommer til udtryk, hvad vi vil kunne se barnet, gruppen eller familien gøre, hvis vores indsats virker. Også her bruges hverdagsfortællinger eller det, man kunne kalde fremtidspraksisfortællinger.

Målene sættes på to niveauer. På første niveau opstilles det ”langsigtede mål”, målet er f.eks., at Holger skal lege mere med de andre børn. På det andet niveau opstilles mål for – fortællingen om -, hvad vi ser Holger gøre sammen med de andre om 14 dage. En beskrivelse, der er så konkret, at man som professionel kan genkende den, når man ser forandringen.

Mona, som er pædagog i institutionen Poplen, er bekymret for Aysa, en pige på 2½ år. Aysa tager ikke kontakt til de andre børn, hun leger kun for sig selv. Mona afdækker sammen med sit team bekymringen, herefter afdækker de undtagelserne og får herigennem blik for, hvilke børn Aysa viser interesse, og som viser interesse for hende, i ft. hvad Aysa kan lide at lege m.v. Teamet opstiller et generelt mål om, at de gerne vil se Aysa lege mere med de andre børn. De gør det specifikt ved at formulere, at de i de næste 14 dage, inviterer Tilde eller Misha, Aysa ind i en leg i dukkekrogen mindst hver anden dag. Aysa tager imod invitationen og de 3 piger leger med og vasker dukkerne i dukkekrogen”.

Se også relevant kursus: Diagnose eller opdragelse

Handleplan

Først når målet er klart, laver man en pædagogisk handle- eller indsatsplan. I denne sammenhæng er det helt centralt, at pege på, at motivation er en væsentlig ”driver” i den løsningsfokuserede tilgang. Det bliver helt centralt, at koble det enkelte barn og gruppens ønsker eller intentioner med udviklingsmålene – hvilke ønsker og interesser har det barn, vi er bekymret for? Hvem leger barnet f.eks. allerede med eller viser interesse for? Er der noget barnet er særlig glad for at lege med? Er der andre børn som kunne profitere af sammen indsats, som det barn vi ønsker forandring for?

Forældrene inddragelse

Praksisfortællingerne gør det let for forældrene at koble sig på både bekymringer, undtagelser og mål. Inddragelse af forældre kræver, at pædagoger er konkrete, specifikke og beskrivende.

Når vi er så bekymret for et barn, at vi ønsker en samtale med forældrene, gives forældrene konkrete eksempler fra hverdagen på vores bekymringer og undtagelser, samtidig med, at vi detaljeret formulerer, hvad vi godt kunne tænke os at se barnet gøre i stedet for. Vi spørger forældrene, om de kan genkende bekymringerne, og om de selv har bekymringer i forhold til f.eks. skolestart. Denne indgang til forældresamarbejdet letter samarbejdsprocessen, fordi den er ressource- og forandringsfokuseret.

Et eksempel er Annas mor, der er bekymret, da hun synes, Anna ofte virker stresset og har hovedpine, når hun kommer fra fritten, og Anna siger, at hun ikke har nogen at lege med. Medarbejderne i fritten taler løbende med Annas mor. De forsikrer hende om, at Anna hele tiden er i gang, hun leger med næsten alle. Men dette synes ikke, at mindske morens bekymring, og Tina foreslår et møde.

Se også relevant kursus: Børn med bekymrende adfærd – sanseintegration og Theraplay i fokus

På mødet peger Annas mor på, at hun er bekymret over, at Anna leger med mange forskellige. Hun ser sjældent Anna lege med de samme, når hun henter. Hun oplever, at Anna bruger meget energi på at skabe nye relationer hver dag og flere gange hver dag. Det betyder, at hun er træt og stresset, når hun kommer hjem.  Anna siger selv, at hun ikke leger med nogen, hvilket moren ser som et udtryk for, at Anna ikke oplever sig som en del af disse mange forskellige relationer.

I interviewet med Annas mor støtter Tina observationerne, for Annas mor har jo ikke adgang til fritten. Hun støtter f.eks. i forbindelse med undtagelserne om, hvem Anna leger med. Annas mor peger på, at hun oplever en helt anden pige de dage Anna faktisk kan sætte navne på, hvem hun har leget med, at det f.eks. er nogle af pigerne fra hendes klasse eller nogle af de piger, hun har gået i børnehave med. Til slut bliver de enige om, at de vil se en pige, der leger med færre og i længere tid. Sammen laver Tina og Annas mor nu en plan for, hvordan de sammen kan støtte Anna.

Fem gode råd

Få uddybet bekymringerne: Tag udgangspunkt i konkrete oplevelser. F.eks. fortæl om, hvornår du sidst oplevede det? Spørg til hvad der sker? Hvor tit det sker? Hvor det sker? Om det sker lige meget inde ude i voksenstyrede ikke voksenstyrede aktiviteter og med hvem? Fortællinger gør det lettere at sikre, at vi ikke falder i individfælden.

Skab blik for ressourcerne i undtagelserne: Tag udgangspunkt i de gange, hvor barnet, de andre børn eller I faktisk gør noget, der ændrer konteksten og støtter, at der sker noget andet end det bekymrende. Så hvis det ikke sker, når I er ude, hvad er det, så I kan/gør, når I er ude? Hvis det ikke sker med nogle bestemte børn, hvad er det så de kan sammen m.v. Vær ikke nervøs for, at det bliver tydeligt, at nogle medarbejdere måske er bedre til at støtte barnet/gruppen end andre. Tænk i stedet, at I kan lære af hinanden, dette gælder også på tværs af lærerteams. Kan matematiklæreren noget, som dansklæreren kan lære i forhold til Mads, Zaid eller Holger.

Se også relevant kursus: Unge i kulturelt krydspres

Målet skal være klart og realistisk: Målet skal være så klart beskrevet, at det kan genkendes, når du har nået det. Lav en konkret fortælling om, hvordan du ser barnet eller gruppen i en bedre fremtid. Hvad gør barnet sammen med hvem, eller hvad gør gruppen? Børns udvikling sker i fællesskaberne. Spørg dig selv, om det er realistisk at nå på fx 14 dage – urealistiske eller uklare mål er hovedårsagen til, at de ikke nås.

Forbered dig, så kan du have en brugbar handleplan på 25 minutter.

Inddrag forældrene i løsningerne: Forældrene kan ofte også have eksempler på noget, de har gjort, som virker, måske kan det bruges i den pædagogiske praksis.

(Klik på billedet for at se en større version)

Praksiskurser til din kommune

I samarbejde med Socialstyrelsen præsenterer Seminarer.dk relevante praksiskurser for 2018.

Kursusforløbet er GRATIS og skal rekvireres af kommunen, og indholdet tilrettelægges i samarbejde med kommunens ledelse med afsæt i deres oplevede udfordringer på området.

Ved rekvirering af kurset afholdes et formøde, der har til formål at afdække ledelsesfokus, organisering og arbejdsmetoder, særlige udfordringer og opmærksomhedspunkter, eksisterende beredskab samt ledelsens ønskede afsæt.

Du kan læse mere om de forskellige kursusforløb på følgende links:

Praksiskurser – Overgreb på børn og unge

Praksiskurser – Opsporing af udsatte børn og unge i almenområdet

Praksiskurser – Inddragende metoder