Samvær er en vigtig forudsætning for en succesfuld anbringelse. Med den nye Barnets Lov kommer der en række nye bestemmelser om barnets rettigheder i den sociale sag – herunder barnets ret til at få sat samværet på pause. Så hvordan skaber du som fagperson de bedst mulige betingelser for barnet ved anbringelser, så du både sikrer barnets rettigheder og er opmærksom på de udfordringer, der kan opstå ved, at samværet bliver sat på pause?
Sammen med cand.jur. og ekspert i børnesager Bente Adolphsen samt psykolog Henriette Lieblein Misser, går vi i dybden med juridiske, psykologiske og praktiske problemstillinger forbundet med samvær mellem anbragte børn/unge og deres familie og netværk.
Samvær – med fokus på barnets udvikling:
Anbringelser af børn og unge er et stort indgreb for både den anbragte selv og hans eller hendes familie. En anbringelse er ofte meget kompleks og altid følelsesmæssigt udfordrende for de involverede. En vigtig forudsætning for, at formålet med anbringelsen opfyldes, ligger i etableringen af et udviklende samvær. Det stiller derfor store krav til kommunens opfølgning og de afgørelser, der træffes under anbringelsen. Det er af afgørende betydning, at samvær hele tiden har fokus på formålet med anbringelsen, så der opstilles realistiske mål og arbejdes ud fra, hvad der er til gavn for barnets udvikling. Det er også vigtigt, at kommunen overvejer, om andre former for kontakt kan være gavnlige for barnet.
En af de store vanskeligheder under et barns anbringelse er ofte at få samværet mellem den biologiske familie og barnet til at være til barnets bedste, så samværet reelt understøtter barnets udvikling. Der kan være mange årsager til, at samværet bliver problematisk og måske ligefrem belastende. Det anbragte barn skal have mulighed for kontakt og samvær med forældre og netværk – også selv om det kan være problematisk, men du er som fagperson nødt til at forholde dig til barnets/den unges ret til at sætte samværet på pause, og hvilke konsekvenser det kan have for tilknytning og udvikling.
