Nogle børn er så traumatiseret, at de nægter at tale om, hvad der er sket. De dissocierer, kan ikke huske eller har måske ikke et sprog til at tale om det. Eller de kan ikke redegøre for hændelsen, fordi det er svært for hukommelsen at lagre så voldsomme traumer på en meningsfuld måde. Samtidig kan vi også være bange for at tale med barnet om traumet, da vi frygter at retraumatisere det – eller fordi vi oplever, at barnet bliver irritabel eller aggressivt, når traumet nævnes.
I disse fastlåste situationer bliver traumet ikke bearbejdet. Vi “vækker ikke de sovende hunde” og det indebærer, at barnet bliver angstfyldt, er i konstant alarmberedskab, ensomt og ude af stand til at finde ro og lindring. Barnet kan ikke knytte sig til andre.