Skærmtid er ifølge mange eksperter forbundet med mistrivsel hos børn og unge. Oftest har de mest udsatte børn den allerhøjeste skærmtid, hvilket kan medføre endnu mere mistrivsel og dermed skabe en ond cirkel.
De færreste professionelle, som arbejder med børn, føler sig klædt på til at tackle spørgsmålet om skærmtid. Hvad skal man råde børn/unge og deres familier til – og hvorfor?
Der er ifølge fageksperter stærk evidens for, at meget skærmtid er forbundet med psykisk mistrivsel. Skærmtid påvirker børn i de forskellige aldersgrupper forskelligt:
- Skærmtid kan være forbundet med forsinkelser i udviklingen hos små børn og stå i vejen for tilknytningen mellem forældre og børn allerede i det første leveår
- Gaming og sociale medier fylder meget hos både drenge og piger og kan være forbundet med alvorlige konsekvenser i form af mistrivsel
Børn i sårbare positioner og børn med psykiatriske diagnoser er oftest de grupper, som har den allerhøjeste skærmtid. Det skyldes ifølge psykolog og ph.d. Aida Bikic en kombination af manglende grænsesætning derhjemme, og at skærmen bliver brugt som et middel til at holde barnet beskæftiget og i ro. Det sker både derhjemme, men ofte også i skolen, hvis barnet har en forstyrrende adfærd. Desværre betyder det, at skærmtiden kan komme til at forstærke den negative udvikling hos disse børn i form af mistrivsel, manglende sociale kompetencer og en mulig forstærkning af symptomer som uopmærksomhed og uro.
For mange af børnene/de unge kan skærmen være det eneste sted, hvor de oplever succes, og hvor de er en del af et fællesskab.
Kan skærmen bruges som et frirum – eller er den med til at forværre symptomer?
De fleste professionelle inden for både sundhedssystemet og de forskellige kommunale tilbud er ofte i tvivl om, hvad de skal råde forældrene til vedr. børns skærmtid. Det er særligt svært, når barnet har en ADHD- eller autismediagnose, hvor det kan virke som om, at disse børn ”slapper af”, mens de er på skærmen, og både forældre og professionelle kan ende med at tilskynde denne gruppe til skærmbrug. Mange af disse børn har, ifølge eksperter fra Børne -ungdomspsykiatrien, 60-80 timers skærmtid om ugen. Videospil og sociale medier leverer de dopaminhits, som ADHD-hjernen længes efter, men det er en midlertidig tilfredsstillelse, der kan føre til flere symptomer, afhængighed og negative adfærdsændringer.
På kurset giver Aida Bikic dig et overblik over, hvorfor skærmen ofte tager overhånd hos udsatte børn/unge eller børn/unge med en diagnose som f.eks. ADHD, og hvilke konsekvenser det kan have. Vi gennemgår forskning på området, og du får viden om, hvordan forskelligt indhold påvirker børns/unges udvikling i de forskellige aldersgrupper. Der er nemlig forskel på indhold, og selv tegnefilm påvirker børns/unges hjerner forskelligt afhængigt af filmenes indhold.
Udbytte:
Formålet med kurset er, at du som professionel får et overblik over, hvordan skærmen påvirker børn og unges udvikling, og at du lærer om sund og usund skærmtid. Du får redskaber til, hvordan du kan spørge ind til skærmforbrug hos din målgruppe, og til hvordan du kan anvende denne viden i dit arbejde.
Kurset giver dig svar på følgende:
- Kan overdreven skærmtid forværre ADHD- og autismesymptomer?
- Hvordan påvirker forskelligt indhold som gaming, YouTube, sociale medier (f.eks. TikTok og Instagram) børn og unges emotionelle og kognitive udvikling?
- Hvornår påvirker skærmtid den mentale sundhed negativt?
- Kan man risikere, at børns udvikling bliver varigt påvirket af skærmtid?
- Får man dårligere koncentration og ADHD-lignende symptomer af skærmtid?
- Hvornår kan man tale om skærmafhængighed, og hvad kan man gøre ved afhængigheden?
- Hvad sker der, når man begrænser skærmtid hos børn og unge med ADHD?
- Hvordan skal du som fagperson spørge ind til skærmtid, og hvad kan du bruge den viden til?
- Hvilke konkrete redskaber kan du gøre brug af for at hjælpe familier og andre fagpersoner til at begrænse børn og unges skærmforbrug, så børnenes/de unges trivsel øges?
Målgruppe
Professionelle, der arbejder med børn og unge – både med og uden diagnoser – og deres familier. Det kan f.eks. være, du er læge, psykolog, sygeplejerske, lærer, pædagog, socialrådgiver, familiekonsulent mm.
