Så er der ballade igen – elever der fjoller og larmer, som råber ”fuck dig”, eller blot ignorerer din tilstedeværelse og bliver ved med at snakke med kammeraterne – også selvom du forsøger at tale dem til ro.
Måske kender du også til uro og kaos i klassen? Og elever som ikke umiddelbart respekterer dig og de fælles spilleregler?
”Kaosklasser” ses i et stigende omfang, hvor hverdagen præges af uro, uhensigtsmæssig adfærd og utryghed for alle – og ikke mindst et dårligt læringsmiljø. Samtidig er der ofte kritik fra forældrenes side, ligesom skolens personale viser belastningssymptomer. Heldigvis kan kaos vendes til harmoni, men kun ved en målrettet og velkoordineret indsats, der involverer både ledelse, personale, forældre og elever.
Dagens indhold
Med afsæt i den seneste forskning på området - og ikke mindst i mange års praksiserfaring - sætter psykolog, ph.d. og tidligere lærer, Rasmus Alenkær, fokus på børns trivsel i skolen. Han er i den forbindelse særligt optaget af den adfærd, der kan opleves som problematisk og forstyrrende i undervisningen, og dermed som en hindring for alles - også de voksnes - trivsel. På dagen stiller han også skarpt på klassemiljøet i et Corona-perspektiv, når han dykker ned i, hvilke muligheder en genåbning af skolerne giver for at gentænke og nytænke klassens rutiner og sociale klima.
De seneste år har Rasmus Alenkær i stort omfang arbejdet med såkaldte “kaosklasser”, dvs. almene grundskoleklasser, hvor hverdagen er præget af et markant støjniveau, et øget konfliktniveau og et lavt, fagligt læringsudbytte. Sideløbende har han været supervisor på en lang række praktiske udviklingsprojekter, særligt i indskoling og på mellemtrinnet, hvor der med afsæt i “mesterlæreprincippet” har været fokus på co-teaching, samarbejde omkring klasseledelse og inklusion af elever med særlige behov. På denne temadag deler Rasmus Alenkær rundhåndet ud af sine erfaringer og anbefalinger; alt sammen med fokus på hverdagens praksis.
Temadagen henvender sig til alle, der arbejder med børns adfærd og trivsel i grundskolen: Uanset om du er pædagog, lærer, leder, ressourceperson eller ekstern psykolog/konsulent, får du en masse redskaber med hjem.
Rasmus Alenkær sætter fokus på:
- Hvordan fungerer hjernen - og hvorledes kan vi med en neurologisk vinkling forstå børns uro og uhensigtsmæssige adfærd?
- Hvad gør vi, når der er kaos i klassen? Hvorfor opstår det? Hvem har hvilke opgaver, og hvor skal fokus være? Hvordan skaber vi harmoni? Hvad er erfaringerne fra alle de skoler, der har haft succes med lignende opgaver?
- Hvad er “god klasseledelse” - og hvordan kan vi med relativt små indsatser skabe store resultater? Hvorfor er det så vigtigt, at vi er fælles om klasseledelse?
- Hvordan kan forældrene via opdragelse og samarbejde støtte op om ro og tryghed i skolen?
- Hvad skal vi gøre med fænomenet inklusion? Er begrebet stadig relevant? Hvad er grænsen? Hvad er mulighederne?
- Hvordan passer vi på os selv som fagprofessionelle?