Evnen til at indgå i kontakt med andre er den første og mest fundamentale byggesten i vores psykologiske udvikling. Kontakten gør følelsesmæssige afstemninger mulige, og det er gennem disse afstemninger, at det udviklingsfremmende samspil opstår.
I det udviklingsfremmende samspil lærer og oplever børn, at deres indre tilstande bliver mødt og afstemt. Det danner grundlaget for en sikker tilknytning – den psykologiske base, hvorfra barnet kan udforske verden, udvikle mentalisering og etablere fleksible strategier for social adfærd. Kontaktevnen er derfor ikke blot begyndelsen på udviklingen, men derimod den røde tråd, der forbinder og muliggør alle centrale udviklingspsykologiske processer.
Når børn rent neurobiologisk har vanskeligt ved at fastholde stabil opmærksomhed i kontakten med andre, bliver kvaliteten af det udviklingsfremmende samspil påvirket. Det indvirker dermed på deres mulighed for at tilegne sig nogle af de mest afgørende psykologiske færdigheder.
Kontaktevnen er afgørende for:
- Følelsesregulering
- Tilknytningens kvalitet - en tryg tilknytning
- Mentalisering, dvs. evnen til at forstå egne og andres mentale tilstande
- Evnen til at indgå i stabile og udviklende relationer
- Evnen til at tilpasse adfærd i forhold til andre mennesker, situationer og omstændigheder