17 procent af børn i 8. klasse har, ifølge en ny undersøgelse fra Børns Vilkår, været udsat for psykisk vold fra en af deres nærmeste voksne inden for det seneste år.
Alle, der udsættes for vold i nære relationer, kan opleve alvorlige sociale og sundhedsmæssige konsekvenser. Særligt risikofyldt er det dog for børn og unge, da det kan påvirke deres grundlæggende udvikling og nervesystem at være udsat for eller vidner til vold.
Opsporing af psykisk vold kan tage tid, og volden kan være svær at opdage. Ofte kommer den ikke tydeligt til udtryk, og den voldsramte kan have en naturlig modstand mod at tale om det, da der ofte vil være følelser som skyld og skam forbundet med situationen.
Psykisk vold og kontrol er et komplekst felt
Måske kan du som fagperson tænke, at de mulige tegn på psykisk vold “bare er en fornemmelse” og have tvivl om, hvorvidt du bør reagere. Derudover er mange af dem, der udsættes for eller er vidne til psykisk vold, i tvivl om, hvorvidt det reelt er vold, de oplever.
Netop derfor er det helt centralt, at fagpersoner omkring børn og unge har viden om, hvad der er på spil, og kan støtte og stille de rigtige spørgsmål for at hjælpe.