Angst er en naturlig reaktion, som i udgangspunktet er sund og vigtig, så vi kan slippe væk fra farlige situationer.
For alt for mange børn og unge ringer alarmklokkerne dog nærmest konstant, selv når der ikke er nogen reel fare. Sundhedsstyrelsen anslår ligefrem, at op mod 50.000 børn og unge har behandlingskrævende angst.
Angsten viser sig f.eks. ved, at barnet eller den unge stiller mange spørgsmål og ofte skal beroliges, i form af lavt selvværd, perfektionisme eller tvangspræget adfærd, eller ved at barnet har svært ved at blive afleveret i skolen, deltage i undervisningen, være med på tur, være alene hjemme eller sove ude. Hos mange børn og unge kommer problemerne også til udtryk i form af fysiske symptomer, som f.eks. ondt i maven, svimmelhed og hovedpine eller i form af tristhed, adfærdsproblemer og store humørsvingninger.
Med BeCool-programmet kan du heldigvis være med til at forebygge og afhjælpe angst hos børn og unge.
BeCool er et fleksibelt og praksisnært angsthåndteringsprogram målrettet børn og unge i alderen 6-19 år. Programmet bygger på konkrete kognitive adfærdsterapeutiske strategier, som let kan anvendes i barnets eller den unges hverdag, og som har videnskabelig dokumenteret effekt, kombineret med en kropsorienteret og sansemæssig tilgang.
Programmet gør det let at sammensætte både korte rådgivende samtaler, længerevarende individuelle samtaleforløb samt gruppeforløb med deltagelse af børn eller unge og deres forældre.
