Kontakten gør følelsesmæssige afstemninger mulige, og det er gennem disse afstemninger, at det udviklingsfremmende samspil opstår.
Hvis man i barndommen har haft vanskeligt ved at fastholde stabil opmærksomhed i kontakten med andre, vil det derfor også have påvirket kvaliteten af det udviklingsfremmende samspil og tilegnelsen af nogle af de mest afgørende psykologiske færdigheder.
Det er bl.a. tilfældet for mange mennesker med neurodivergens.
De mange gennemgribende udfordringer, du som fagprofessionel kan opleve i den daglige praksis i arbejdet med neurodivergente, har ofte rod i den anderledes eller ustabile kontaktevne. Derfor giver det i høj grad mening, at du kan identificere og forstå den enkelte persons udviklingsmæssige ”afvigelser” for at kunne sætte målrettet og kvalificeret pædagogisk ind.