Se også relevant kursus: Empowerment
Sådan som den grimme ælling oplever at være. Heldigvis ved man, som læser eller lytter, fordi man har hørt historien mange gange, at det ender godt. Som du sikkert husker, så sker der det i slutningen af eventyret, at nogle børn får øje på en svane, som har slået sig ned blandt andre svaner, i en sø. Børnene peger på den nye svane, der svømmer rundt og råber; ” Se, der er kommet en ny svane og det er den smukkeste af dem alle sammen!”.
Det er selvfølgelig den grimme ælling, som de mener. Forlegen kigger den ned i vandet, for den kan ikke tro, at det er den, de mener. Og da den ser sit eget spejlbillede opdager den, at de har ret. Den er en svane. Det er et forløsende øjeblik. For den grimme ælling, og for os, der læser eventyret. Endelig opdager den, at den hverken er grim, kikset eller forkert. Den er som den skal være.
Men forestil dig engang, at den grimme ælling ikke havde haft håbet som drivkraft. At den havde opgivet undervejs. Eller ingen børn havde råbt, at den var en smuk svane og den var blevet ved med at se sig selv, som kikset og kluntet. Hvordan var det så gået den grimme ælling?
Skab empowerment gennem håb
Der er mange lag i eventyret om den grimme ælling. For mig handler eventyret i høj grad om håbet. Om håb som en stærk og grundlæggende drivkraft. Det gør empowerment også. Handler om håb. Sådan helt grundlæggende. Håb er en stærk menneskelig drivkraft, som vi skal tage alvorligt, når vi arbejder med empowerment tilgangen.
I mit arbejdsliv – indenfor det voksenpædagogiske praksisfelt og beskæftigelsesindsatsen – har jeg mødt mange unge og voksne, der var ramt af håbløshed. Men jeg har lært, at selv når et menneske er ramt af håbløshed kan der findes et håb og en drøm. Og jeg mener, at håb og drømme er nerven, når man – på den ene eller anden måde – arbejder med at forbedre menneskers situation og vilkår. Som den pædagogiske superstjerne fra Brasilien; Paulo Freire () formulerede det; ”Jeg kan ikke forestille mig den menneskelige eksistens og den nødvendige kamp for at gøre den bedre, hvis der ikke findes håb og drøm. Håbet er en nødvendighed. Håbløshed er håb uden adresse”
Jeg husker, hvordan jeg oplevede, at man kan finde håb uden adresse, da jeg tilbage i slutningen af 90´erne begyndte at undervise på kurser målrettet ledige ufaglærte (primært) kvinder, der hang med det sidste af neglene i dagpengesystemet. Det var vel og mærket dengang, man kunne være på dagpenge i 7 år. Den resignation som jeg mødte hos såvel de yngre som de modne kursister, overraskede mig. Lyset i deres øjne var slukket.
De havde opgivet. De troede ikke på det. Troede ikke på, at de havde noget at bidrage med ind i det store og identitetsskabende fællesskab, som arbejdsmarkedet er. De var dømt ude, og i de år de havde stået udenfor var de blevet mere og mere overbeviste om, at de var en af dem, som ikke kunne bruges. I hvert fald ikke på arbejdsmarkedet. Mit job var, gennem undervisningsaktiviteter og vejledning at hjælpe dem til at skabe sig muligheder på arbejdsmarkedet. Igen.
Se også relevant kursus: Empowerment
I begyndelsen af kursusforløbet følte jeg mig, ærlig talt, temmelig rådvild. Jeg ville virkelig gerne se lyset blive tændt i deres øjne. Jeg ville så gerne have dem til at tro på, at de havde noget at tilbyde arbejdsmarkedet. Og jeg vidste, at intet af det ville ske, hvis ikke de greb ansvaret for deres egen situation og tog ejerskabet.
Begge dele, både ansvar og ejerskab, var tydeligvis blevet udliciteret til ”samfundsudviklingen”, der havde flyttet deres arbejdspladser til udlandet. Jeg forsøgte med forskellige aktiviteter, men uanset hvad jeg diskede op med, så mødte jeg en massiv mur af modstand. Indtil det gik op for mig, at jeg var begyndt det forkerte sted. Jeg var begyndt med ansvar og ejerskab. Men hvad skulle de tage ansvar og ejerskab til, når de hverken turde håbe eller drømme om, at de igen kunne blive en del af arbejdsmarkedet?
Det var forløsende øjeblikke
For kursisterne, og for mig, da de hver især, fandt modet til at turde håbe og drømme. Lyset i øjnene kan godt nok ikke måles og vejes. Men håb og drømme er en forudsætning for, at den enkelte tager ansvaret og ejerskabet (tilbage) og motiveres til handling.
Man kan styrke håbet ved at tilbyde et andet spejlbillede end det som håbløshedens mørke tilbyder. Et spejlbillede, hvor den enkelte får øje på sig selv, som ællingen fik øje på sig selv og opdagede, at den var en svane. Hvis du vil arbejde aktivt med at styrke håbet hos din målgruppe, så er her 2 overordnede idéer til, hvordan du mere konkret kan gøre.
Synliggør den enkeltes styrker og ressourcer
Håb rimer ikke på mørke, håb er lys. Helt simpelt, så handler det om at hjælpe den enkelte med at ændre det ”sortsyn”, man har, når man er ramt af håbløshed. Måske er håbløshedens grundfølelse hos den enkelte en udgave af; ”Jeg kan ikke” , ”Jeg duer ikke”, ”Der er aldrig noget, der lykkes for mig”, ”Der er ikke brug for mig”. I håbløshedens mørke glemmer man alt det man kan, de styrker og ressourcer man har.
En måde at synliggøre det på kan fx være at lave en udgave af et kompetencemindmap. Helt enkelt kan man tegne en cirkel og skrive en jobfunktion man har haft eller en rolle man har som menneske i cirklen. Derefter brainstormer man på de kompetencer eller styrker, som man bruger i rollen/den jobfunktion – trækker en streg fra cirklen og skriver ordet. Sådan fortsætter man indtil man ikke kan trække flere styrker eller kompetencer ud af rollen/jobfunktion. Det kan være en god idé at arbejde sammen om det, så man får glæde af synergien ved at ”tænke sammen”.
Dyrk det, der er lykkedes og drop, men…..
De fleste mennesker vil gerne fortælle om positive oplevelser fra deres liv. Oplevelser, hvor de er lykkedes med noget som fx bestod køreprøven, fik et nyt job, flyttede hjemmefra eller hvad det nu kan være. Det behøver ikke at være ”store” ting eller noget, der er sket fornyeligt. Det kan være oplevelser, som ligger langt tilbage og det kan være små ting fra hverdagen.
Når de fortæller om en positiv oplevelse, kan man relativt hurtigt se, at det giver ham eller hende en vis glæde at fortælle. Men ofte sker der det, at de afbryder deres fortælling og glæde med et men….. Fx ”…men dengang var der også brug for ufaglært arbejdskraft”, ”…men dengang var jeg også ung”, ”…men dengang havde jeg også en rigtig god ven”. Når men ryger ind i fortællingen, så er det ofte fordi man er i gang med at finde en genvej tilbage til håbløsheden og et argument, der kan bekræfte den. Derfor kan det være en god idé at forslå ham eller hende, der fortæller, at de dropper, men…lader være at bruge ordet men i mens de fortæller. De kan eventuelt erstatte ordet men med OG.
