Borgere med (sen)hjerneskade eller andre neurologiske lidelser kan kæmpe med under- eller overstimulerede sanser. Det kommer til udtryk i ubalancer i sanseapparatet.
Ubalance i følesansen (taktilsansen)
Borgere med dysfunktioner på det taktile system har svært ved at tolerere lette berøringsstimuli. Velkendte ensartede stimuli skaber derimod ro. Ved fast berøring involveres også bevægesansen, og kroppen falder lettere til ro.
Der ses typisk modvilje/modstand mod f.eks. at blive vasket i ansigtet, blive friseret, klippet eller få børstet tænder. Når taktilsansen er meget forstyrret, vil klienten søge at overdøve disse kropssignaler ved at påføre sig selv smerte i form af at kradse, nive eller bide sig selv. Denne selvskadende adfærd er et kraftigt signal til os om at dække ”sansesulten” ved at ”fodre” med passende stimuli.
Ubalance i proprioceptivsansen (muskel- og ledsansen)
Borgeren trættes meget let, da der er få kræfter. Der er et svagt håndgreb og borgeren taber ting ud af hænderne, er klodset eller kejtet i bevægelserne og er ude af stand til at placere sig lige på møbler og redskaber. Hvis borgeren ikke kan planlægge, hvad hånden skal gøre, er det en hånd uden praktisk funktion, nærmest som en luffe. Når det proprioceptive system er meget ude af balance, søger borgeren endnu stærkere input i form af selvskadende adfærd som at kaste kroppen/hovedet ind mod væggen. Selv om det for raske mennesker ser smertefuldt ud, kan det have en vis beroligende effekt.
Sansestimulering af det proprioceptive system kan ikke overdoseres, som de fleste andre sansestimuli kan, og bør have størst vægt. Tilbyd borgeren faste genstande, som ikke går i stykker, og giv mange dybe tryk til muskler og led, eller brug kugledyne og stille vibration som f.eks. bassen i musikvandsengen.
Ubalance i vestibulærsansen (ligevægts- og balancesansen)
Ligevægtsreaktioner er nedsatte, og borgeren mister let balancen. Borgeren støtter sig til personale og klamrer sig til gelænderet. Holdning og bevægemønstre ændres ved vestibulære forstyrrelser. Borgeren har nakken foroverbøjet, armene inde foran kroppen i bøjet og indadroteret stilling. Gangen foregår med slæbende skridt. I stående stilling er fødderne i bredstående, og der ses en vuggende gang. Borgeren tøver med at gå på ramper og at gå op og ned ad trapper.
Hvis borgeren er vestibulært ”sulten”, kan der iagttages en selvstimulerende adfærd, hvor klienten rokker frem og tilbage. Jo større sult der føles, jo voldsommere er adfærden. Hovedet sættes i roterende bevægelser eller ”virrer” frem og tilbage.
Ved overreagerende vestibulært system vil borgeren være ængstelig og anspændt ved stillingsskift. Samarbejdet med synet kan forårsage, at visuelle stimuli, fra ting der er i bevægelse, kan virke meget provokerende på et sensitivt vestibulært system og forårsage autonome reaktioner i form af svimmelhed, opkast og ubehag.
Undlad for mange skiftende visuelle stimuli, hvis borgeren er vestibulært overreagerende. Det er vigtigt at vælge et stimulerende redskab, som føles sikkert for klienten, som f.eks. at ligge på tværs i en stor hængekøje, som muliggør at føle sig indesluttet og beskyttet samtidig.
For at afhjælpe disse sanseintegrationsdysfunktioner er det vigtigt at se det i et neuropædagogisk perspektiv og sørge for et roligt miljø.
